Hvordan kan du styre lyset?

Her ser du de mest almindelige metoder til lysstyring.  

Intelligente pærer

Med intelligente LED-pærer får du fuld kontrol over lyset med fjernbetjening eller app. Du kan f.eks. få det til at tænde langsomt, når du skal vågne eller slukke automatisk, når du forlader hjemmet. Du kan få intelligente pærer, som du kan kombinere med bevægelsessensorer.

Bevægelsessensorer og skumringsrelæer

Bevægelsessensorer tænder lyset, når noget bevæger sig. De er perfekt til dér, hvor du kommer og går – f.eks. trapper, bryggers, kælder, carport, indkørsel, hoveddør mv. Indstil sensorerne til først at være aktive, når det er mørkt.
Skumringsrelæer tænder for lyset, når det bliver mørkt. Vælg et skumringsrelæ med tidsstyring. Så kan udelyset f.eks. være tændt fra mørkets frembrud til kl. 23, og igen fra kl. 05 til det bliver lyst.
 

Tænd-sluk-ur

Med et tænd-sluk-ur kan du sætte lyset til at tænde og slukke på bestemte tidspunkter. Du kan f.eks. indstille lyskæder til kun at være tændt i de timer, du har glæde af dem i de mørke timer fra 16-23.

Lysdæmpere

Med lysdæmpere kan du skrue ned for lyset og f.eks. få et blødt hyggelys om aftenen. Når du dæmper lyset, sparer du strøm. Du kan se på pærens pakke, om den er dæmpbar. 

Hvad skal du vide, før du køber?

Lysstyring kan give et lille elforbrug – også når lyset er slukket.

Lysstyring koster penge, hvis du ikke bruger den

Automatisk lysstyring sparer dig typisk penge på elregningen. Men hvis du ikke bruger den til noget, vil den faktisk forhøje din elregning, fordi intelligente pærer, bevægelsessensorer, skumringsrelæer og tænd-sluk-ure alle har et lille standbyforbrug døgnet rundt. Det bør højst være 0,5 watt pr. enhed, hvilket svarer til 9 kr. om året. Lysdæmpere har ikke et standbyforbrug.

Gør det for pengene ude og komforten inde

Det er en god ide at få automatisk lysstyring som minimum på udendørslys, der ellers ofte brænder døgnet rundt. Indenfor giver lysstyring typisk mindre besparelser på elregningen, men til gengæld ofte en større komfort med nye muligheder for behageligt lys.

Spar 2.400 kr. med styring af udelys

Du kan spare mange penge ved at styre udelyset automatisk. Hvis du f.eks. bruger en bevægelsessensor til at styre lyset fra 5 lamper i indkørslen, og du samtidig skifter pærerne fra halogen til LED, kan du spare omkring 2.400 kr. på elregningen om året. 

Du kan få brug for en ny lysdæmper

LED-pærer fungerer ikke altid med din nuværende lysdæmper. Men en lysdæmper købt til sparepærer fungerer som regel også til LED-pærer, der er beregnet til dæmpning. Spørg din forhandler til råds. Halogenpærer duer med alle typer lysdæmpere, men bruger meget strøm.

Så meget sparer du med en lysdæmper

For LED-pærer, sparepærer og lysstofrør sparer du ca. lige så mange % strøm, som lysstyrken dæmpes. For halogenpærer er besparelsen i % mindre end dæmpningen – så du sparer altså mindre end 50 %, når du skruer pæren ned til halv styrke. 

Skal du købe nyt lys?

Hvor længe skal pæren holde? Hvad betyder lysfarve? Og hvad skal du gå efter for at få høj farvegengivelse?

Få hjælp til at vælge den rigtige pære

Bo og Lisbets styrer lyset intelligent

Der går sport i at spare på energien, når Bo og Lisbet deler sparetips med deres børn og venner. De har bl.a. sparet ved at skifte alt lys til LED med smart styring.

Det er blevet gode vaner, som er lette at holde.
Lisbet
Randers