Gode energivaner til støvsugeren

El
El

Skru ned for suget

Hvis sugestyrken på din støvsuger kan indstilles, kan du spare strøm ved at skrue ned for suget – og kun skrue op, når det er nødvendigt. Du har ikke brug for fuld kraft hele tiden, og for høj sugestyrke kan også få støvsugeren til at suge sig fast til gulvtæpper eller hoppe hen over gulvet.

El
El

Skift støvsugerposen

Støvsugerens ydeevne falder i takt med, at støvsugerposen bliver fyldt. Det betyder, at du kan få lyst til at skrue op for sugestyrken. Det bruger mere strøm, og derfor kan det være en god idé i stedet at huske at skifte posen ud.

Gode råd hvis du skal købe nyt 

Vælg en støvsuger med et lavt elforbrug, når du køber en ny. Se her, hvad du skal gå efter.  

Vælg watt-tal på 750 eller derunder

Gå efter en støvsuger på 750 W eller derunder. Watt-tallet (W) viser støvsugerens elforbrug. Det har betydning for sugeevnen, men sugeevnen afhænger også af andre faktorer som f.eks. mundstykkets udformning. En ny støvsuger må højst være på 900 W.

Nyt energimærke på vej

Et energimærke for støvsugere er på vej i EU, men det forventes tidligst at være på støvsugere i butikkerne i 2024 eller 2025. Indtil da er Watt-tallet det enkleste at gå efter.

Hvis du overvejer:

  • Robotstøvsuger
    Vær opmærksom på forbruget, når robotstøvsugeren står i sin dock, og er færdig med at oplade. Forbruget her kan nemlig svinge fra ca. 1-6 W afhængigt af modellen. Det svarer til, at du sparer omkring 80 kr. om året (40 kWh) ved at vælge en robotstøvsuger med lavt forbrug, når den er i docken.
  • Batteridrevet støvsuger (ikke robot)
    Batteridrevne støvsugere bruger ofte mindre strøm, men har generelt også et svagere sug, og batteri og oplader giver ekstra miljø- og klimabelastning.
  • Poseløs støvsuger
    Poseløse støvsugere bruger lige så meget strøm som almindelige støvsugere, men lidt færre ressourcer, da du sparer poserne.

Myte: Robotstøvsugere bruger mere strøm end almindelige støvsugere

Nej. En robotstøvsuger bruger cirka lige så meget strøm som en ny almindelig støvsuger – og det er inkl. standby, opladning og vedligeholdelsesmode. Der er dog stor variation blandt robotstøvsugere.
En 10 år gammel støvsuger bruger til gengæld ca. 3 gange mere strøm end en ny støvsuger.

Se flere myter

Hvis du skal skrotte din støvsuger

Støvsugerposen skal fjernes og smides til restaffald, og selve støvsugeren kan sorteres som elektronikaffald. Det er også muligt at skille støvsugeren ad og affaldssortere de enkelte dele. Det kan du få hjælp til på genbrugspladsen.