Forvandling af 50’er-hus til et moderne og super velisoleret hjem

Huset fik nye vinduer og døre, nye gulve med 440 mm isolering, nye lofter, membran og efterisolering og udvendig isolering af ydervægge med 95 mm isolering.

Beboere

Lars og Trine er i begyndelsen af 40’erne og bor i huset sammen med deres datter Liv. Lars er bygningskonstruktør, og Trine er grafiker. Trine ville oprindeligt gerne have boet tættere på byen, men det var for dyrt, og derfor købte de i 2005 deres hus fra slutningen af 1950’erne i den ældre del af Hedehusene, hvor Lars er vokset op. De er alle sammen meget glade for at bo nær bedsteforældre, naturområde og tæt på mange ting. Lars har altid været energibevidst, og da de købte huset efterisolerede han med det samme gulvet i tilbygningen og lagde et nyt skibsgulv. Tilbygningen fik også nye lavenergivinduer. Senere blev der opsat 6 kW solceller for at holde elregningen nede.

Beslutningen om projektet

Beslutning

Jeg havde længe tænkt over at få gjort hele huset velisoleret og up to date, fortæller Lars. Huset var lidt koldt, og det trak fra nogle af vinduerne. Vi havde også en drøm om at få et bedre fungerende køkken, som var placeret i et stort multirum. Samtidigt ville jeg gerne have, at en erstatning skulle bruges på noget, som familien kunne få glæde af i mange år. Sammen med muligheden for at få tilskud fra Høje-Taastrup Kommune satte det yderligere gang i tankerne om den gennemgribende renovering af huset. Overvejelser og planlægning tog et halvt års tid.

Det var især mig, der var fortaler for en energiforbedring af huset, siger Lars. Trine var lidt tøvende – hun havde aldrig prøvet sådant noget før.

Projektets rådgivere

Rådgivning

En energikonsulent gennemgik huset og kom med anbefalinger, og som bygningskonstruktør kunne jeg lave alle beregningerne selv, ligesom det også var mig, der stod for planlægningen af hele forløbet, fortæller Lars. Vi havde en plan om at flytte soveværelset væk fra tilbygningen, men det fungerede ikke godt. Der var mange brikker, som faldt på plads, da Trine foreslog, at vi fortsatte med at sove i tilbygningen. Det gav muligheden for at få skabt det store samlede rum med køkken, spisebord og sofakrog, som i dag er husets hjerte.

I planlægningsfasen lagde jeg stor vægt på at få tingene planlagt i den rigtige rækkefølge. Et godt netværk har udfordret og hjulpet os.

Økonomien

Økonomi

Energirenoveringen blev finansieret af en opsparing, en erstatning og et mindre tilskud fra ECO-Life-projektet i Høje-Taastrup. Tilskuddet satte ekstra skub i planerne, men det udgør kun en lille del af investeringen. Det første budget for den samlede boligforbedring lød på 295.000 kr.

Alt overskud i byggeperioden blev brugt til at købe materialer, og vi prioriterede også at sætte et nyt køkken ind, nu hvor alt andet var blevet så godt, fortæller Trine. Omkostningerne til den meget store energirenovering har kun kunnet holdes så lavt, fordi Lars har lavet det meste arbejde selv. Energiforbruget er godt og vel halveret.

Processen

Forløb

Det første jeg gjorde, var at fjerne alle listelofter og al indvendig isolering. Herefter blev der opsat en ny membran og etableret nyt gipsloft. Derefter blev det gamle gulv fjernet, og krybekælderen efterisoleret. En murer støbte nyt gulv med gulvvarme og lagde klinkegulv i det store rum. I et halvt år sov vi i husets isolerede garage. Nedrivningen var sjov i begyndelsen. Men i lang tid havde jeg svært ved at se både enden og det færdige resultat for mig, fortæller Trine. Lars var nok mere forberedt på processen.

Lars fik ind imellem hjælp af faderen og en kammerat. Efter familien var på plads i huset, gik der yderligere 3 måneder med den udvendige isolering af ydervægge.

Resultatet

Resultat

Huset er blevet, som jeg drømte om. Ja, faktisk bedre end forventet, fordi jeg ikke rigtigt turde tro på, at det jeg drømte om, kunne blive til virkelighed. Jeg synes, at vi har fået det optimale ud af det her hus. Visuelt forekommer det større end før. Og det store multirum giver mulighed for at være sammen med gæster og familie, mens man laver mad. Nu kommer jeg hjem til noget, som jeg er tilfreds med.

Det er en helt anden fornemmelse at komme hjem nu. Huset udstråler meget mere ro. Det er som at bo i et helt nyt hus. Det åbne køkken og vores brede kogeø fungerer over al forventning, siger Trine.

Man oplever en særlig tilfredsstillelse, når man har lavet det hele selv, slutter Lars af.

 

Økonomi

Energiforbrug før
Ikke oplyst
Energiforbrug efter
Ikke oplyst
Hvad har det betydet økonomisk?
Ikke oplyst

Hvad kostede det?

Forbedringer
Udgift
Isolering af ydervæg udefra
-
Isolering af gulv
-
Isolering af sokkel
-
Isolering af loft
-
Nye vinduer
-
Nye yderdøre
-
I alt
285.000kr.

Udbytte

Hvor meget bedre er huset blevet at bo i?

Hvor svært var det at udføre forbedringen?

 

Fordele

Bedre dagslys
Mere plads
Mindre træk
Mindre vedligeholdelse

Gode råd over hækken

Det er helt centralt at finde ud af, hvad I gerne vil opnå i forbindelse med renoveringen, så det kan styre beslutningerne
Man skal give sig tid til at lave noget andet indimellem, så byggeprocessen ikke bliver for sur
Det er en fordel at opmagasinere møbler og andet i containere ved huset, så man kan få fat i det, man pludselig mangler
Sørg for at lave en overdækket plads udenfor, hvor man kan stå tørt og arbejde
Hvis du laver fysisk arbejde i arbejdstiden, er det ikke sikkert, du kan klare 5-6 timers arbejde i huset oveni

Denne case er skabt i samarbejde med:

Green Lab Brugerinnovation

Om casebanken

Alle historier i casebanken er udtryk for enten boligejernes, boligadministratorens eller entreprenørens egne synspunkter og holdninger, ligesom tal for investering og energiforbrug før og efter renoveringen kommer fra selvsamme.

I de tilfælde, hvor de aktuelle energipriser ikke er oplyst, har vi brugt gennemsnitlige energipriser og korrigeret energiforbruget efter vejret.

Sådan kommer du selv i gang

Hvis du overvejer at renovere, anbefaler vi, at du starter med at tage fat i en rådgiver.

Den bedste måde at starte et renoveringsprojekt er at få hjælp af en rådgiver til at finde ud af, hvad der kan betale sig, og i hvilken rækkefølge det skal gøres.

Vælg en energirådgiver, de er uddannet til at indtænke energibesparelser i dit projekt.

Læs mere om rådgivning