BETA
Vi laver nyt site, og det kan godt rode lidt imens. Du er nu på det gamle site. Prøver du at komme på sparenergi.dk? Ryd din cache (i browserhistorik) for at komme derhen.

Varmepumpe og ny 1. sal gav familien god plads

Varmepumpe og ny 1. sal gav familien god plads

Familiens behov var gode børneværelser og at få fjernet eller flyttet oliefyret.

Beboere

Henrik og Solveig er i begyndelsen af 40’erne og bor i huset sammen med deres 2 børn. De er begge ingeniører. De var på vej til et job i USA og havde solgt det gamle hus, da udlandsopholdet pludselig blev aflyst, og der skulle handles hurtigt.

Det endte med, at familien købte et relativt nyt hus, som lå i samme landsby som børnenes skole. Det lå godt og kunne overtages med kort varsel. De var også godt tilfredse med, at det var relativt nyt hus, som var ret godt isoleret. Huset var imidlertid for lille til en familie med 2 børn, men det var forberedt til at kunne udvides med en 1. sal.

Beslutningen om projektet

Beslutning

Fordi vores gamle hus var solgt, var der ikke megen tid til overvejelser. Vi traf mange beslutninger over ganske få uger. Vores største behov var at få noget mere plads, og vi startede med at tale med en arkitekt.

Der var et oliefyr i huset, som vi gerne ville flytte eller fjerne. Derfor ringede vi til Høje-Taastrup Kommune for at spørge om muligheden for naturgas. I den forbindelse blev vi spurgt, om vi evt. kunne være interesserede i en mere grøn løsning, som f.eks. en varmepumpe. Med sådan en løsning kunne vi få støtte fra kommunens ECO-Life-projekt, hvis vi samtidigt isolerede loftet bedre. Den tanke besluttede vi at arbejde videre med.

Projektets rådgivere

Rådgivning

En arkitekt skitserede en løsning for en ny 1. sal og skønnede, at den kunne laves for 3-400.000 kr. Da vi indhentede tilbud, var de imidlertid dobbelt så dyre. Vi syntes ikke, at det var i orden at skyde så meget forkert. I praksis betød det jo, at nogle andre ændringer af huset måtte opgives i første omgang.

Det førte også til beslutningen om at blive medbygger sammen med en tømrer. En stor del af renoveringen består jo af hårdt arbejde, som ikke er særlig kompliceret. Den del besluttede vi at lave selv, men vi aftalte, at tømreren skulle rådgive os og udføre den håndværksmæssigt mest krævende del af renoveringen. Det er tømreren, der har givet os den mest værdifulde rådgivning.

Økonomien

Økonomi

1. sal, varmepumpen og efterisoleringen er for 2/3 vedkommende finansieret af et større lån i huset. Det var muligt, fordi huset blev mere værd efter renoveringen. Den sidste tredjedel er overvejende finansieret med opsparing og frie midler. Dertil kommer et mindre tilskud fra ECO-Life projektet i Høje-Taastrup.

Uden tilskuddet fra ECO-Life projektet havde vi nok beholdt oliefyret og blot flyttet det, og vi ville nok heller ikke have efterisoleret loftet. Budgettet for selve byggeriet holdt, men maling, finish, skabe o.lign. har kostet meget mere, end vi forventede.

Processen

Forløb

Jeg stod for detailplanlægning og meget af byggeriet sammen med min far, fortæller Henrik. Der var brug for at få tømreren forbi i huset hyppigere end ventet for at få hjælp ved uventede udfordringer. Det førte til forsinkelser, når vi måtte vente på tømreren, men det må man være indstillet på som medbygger.

Arbejdsmængden var vel 50 % større end ventet, og byggeperioden strakte sig over 5-6 måneder. Det var ikke gået så hurtigt, hvis ikke min far havde arbejdet med. Det har været en god oplevelse at bygge sammen med min far.

Det er gået over al forventning at bo så længe sammen i en stueetage, som var præget af byggerod og støv. Min opgave har været at få hverdagen til at fungere, slutter Solveig af.

Resultatet

Resultat

Resultatet er blevet bedre end forventet. Vi turde ikke tro på, at det færdige resultat kunne blive lige så godt som skitserne.

1. sal har fået et rigtigt flot finish. Det gælder f.eks. lysindfatninger og vindueskarme, som tømreren har lavet rigtig flot. Det kan også fornemmes, at vi har valgt gode materialer. Varmepumpen fungerer fint, og den holder, hvad de lovede.

Vi er meget tilfredse med det nye badeværelse på 1. sal. Vi har etableret ny, mekanisk udsugning på badeværelserne, og det kan mærkes i hele huset. Der er et utroligt godt indeklima nu, som også skyldes udluftningskanalerne i mange af vinduerne.

Økonomi

Hvad kostede det?

Forbedringer
Udgift
Skift til luft til vand-varmepumpe
-
Isolering af tag med høj rejsning, udefra
-
I alt
650.000kr.

Udbytte

Hvor meget bedre er huset blevet at bo i?

Hvor svært var det at udføre forbedringen?

 

Fordele

Ekstra opbevaringsplads
Flere rum
Mere frisk luft
Mere plads
Bedre indeklima

Gode råd over hækken

Husk at afsætte tilstrækkeligt med penge af til maling, skabe, døre og anden finish. Det kostede os næsten 100.000 kr.
Sæt realistisk mål for arbejdet, og tilrettelæg det, så I hele tiden oplever fremdrift.
Har I ikke prøvet en større ombygning før, er det vigtigt at alliere sig med en, der har erfaringerne.
Tag ikke rummene i brug, før de er helt færdige med lister og det hele.

Denne case er skabt i samarbejde med:

Green Lab Brugerinnovation

Om casebanken

Alle historier i casebanken er udtryk for enten boligejernes, boligadministratorens eller entreprenørens egne synspunkter og holdninger, ligesom tal for investering og energiforbrug før og efter renoveringen kommer fra selvsamme.

I de tilfælde, hvor de aktuelle energipriser ikke er oplyst, har vi brugt gennemsnitlige energipriser og korrigeret energiforbruget efter vejret.

Forbedringer og typiske besparelser

skift til luft til vand varmepumpe

Typisk besparelse ved skift til luft til vand-varmepumpe

Sådan kommer du selv i gang

Sådan kommer du selv i gang

Hvis du overvejer at renovere, anbefaler vi, at du starter med at tage fat i en rådgiver.

Den bedste måde at starte et renoveringsprojekt er at få hjælp af en rådgiver til at finde ud af, hvad der kan betale sig, og i hvilken rækkefølge det skal gøres.

Vælg en energirådgiver, de er uddannet til at indtænke energibesparelser i dit projekt.

Læs mere om rådgivning