Salg af energibesparelser

I kan få rådgivning eller tilskud til jeres energibesparende indsats ved at sælge retten til at indrapportere jeres energibesparelser til et energiselskab. Det betyder, at det er energiselskabet, der indrapporterer energibesparelserne til Energistyrelsen.

Danske energiselskaber har pligt til at sørge for energibesparelser på 5,4 PJ/årligt i Danmark. Midlerne til at indfri målet er primært, at selskaberne kan rådgive eller give tilskud til energibesparelsesprojekter.

Rådgivning eller tilskud

I kan få rådgivning eller tilskud ved at overlade retten til at indrapportere jeres energibesparelser til et energiselskab. Det vil sige, at energiselskabet indrapporterer jeres besparelser til Energistyrelsen, men I får stadig de penge, som I sparer på energiregningen.

Som tommelfingerregel kan det være en god idé at:

  • Vælge rådgivninghvis I ikke har defineret indsatsområder for energibesparelser og ikke selv har kompetencer på området.
  • Vælge tilskudhvis I allerede har en idé om, hvor I skal sætte ind med energibesparende tiltag.

Hvis I vælger tilskud

Hvis I vil sælge ejerskabet over jeres besparelser til et energiselskab for at opnå tilskud, skal I lave en skriftlig aftale om salget, inden energispareprojektet gennemføres. I øjeblikket er priserne mellem 10 og 42 øre pr. sparet kWh.

Prisen afhænger af den aftale, som I forhandler jer frem til. Desuden skal I sørge for, at besparelserne bliver dokumenteret. Til gengæld får energiselskabet retten til at indrapportere jeres energibesparelse til Energistyrelsen.

Beregningen af tilskuddet tager udgangspunkt i en standardiseret beregning af besparelserne for den enkelte type projekt – og altså ikke de målte besparelser i jeres faktiske projekt.

Selvom I sælger retten til at indrapportere energibesparelserne, får I stadig selv de penge, som I sparer på energiregningen.

En vigtig betingelse for, at energiselskabet kan indrapportere energibesparelserne, er, at det skal være energibesparelser, som ikke ville være blevet gennemført uden energiselskabets indsats (såkaldt additionel besparelse). Derfor er det en forudsætning, at der skal være indgået en aftale om salget af besparelserne, inden projektet går i gang. Dog må man godt have lavet forundersøgelse og projektering.

Det skal I huske

  • Aftale inden projektstartDer skal være en aftale med selskab eller underleverandør, inden projektet bliver sat i gang.
  • Intern politik for salg af energibesparelser?Find ud af, om jeres kommune, organisation eller virksomhed har en politik for salg af energibesparelser. F.eks. at pengene ved salg af energibesparelser er bundet til ny rådgivning om eller investering i energibesparende projekter eller teknik.

    Hvis I ikke allerede har en politik for salg af energibesparelser, kan det være en god idé at få det. Dermed opfylder I hensigten med hjælpen fra energiselskaberne – nemlig at rådgivning eller tilskud skal føre til endnu flere energibesparelser.

  • Undersøg markedetUndersøg markedet, ring til 5-10 selskaber, når I har et konkret projekt, kontakt lokale selskaber, spørg håndværkere eller leverandører, om de har en aftale med et energiselskab.
  • Undersøg reglerne for beregningReglerne for opgørelse af besparelserne er lidt vanskelige, så undersøg dem. Besparelserne kan enten opgøres specifikt eller ved brug af standardværdier. Afhængig af levetid og energiart skal besparelserne korrigeres med en prioritetsfaktor.
  • Overvej en uafhængig rådgiverFå evt. hjælp af en uafhængig rådgiver, der kan hjælpe med at formidle en aftale om salg af energibesparelser.
    Priserne på markedet for salg af energibesparelser varierer p.t. fra 10 til 42 øre pr. kWh.

Få mere viden

Markedsplads til erhvervsaktører og energiselskaber. Her er også en liste over energiselskaberne. Listen kan afgrænses efter forsyningsart og/eller geografi

Energistyrelsen (bl.a. om standardværdier og opgørelsesmetoder), søg på ’spareindsats’

Siden er opdateret 15.07.2014 Kommentér denne side Til top