Med ESCO kan man bl.a.

  • Gennemføre store helhedsorienterede energirenoveringsprojekter.
  • Opnå bedre finansieringsmuligheder.
  • Sammensætte ESCO-projektet, så det passer ind i bygningsejerens behov og rammer.

ESCO som en del af den generelle vedligeholdelse

ESCO-projekter kan også anvendes i en vedligeholdelsesstrategi for bygningselementer, der har relation til energiforbruget. Med ESCO undgår man nemlig akutløsninger og sikrer mere langsigtede og planlagte vedligeholdelsesløsninger.

ESCO-modellen er god for en ”fattig” kommune, der ønsker at få så mange energibesparelser hjem som muligt.

Jonas Knudsen, Guldborgsund Kommune
 

Her kan ESCO være en god idé

  • Hvis bygningsmassen er passende stor. 40-50.000 m2 er typisk en egnet volumen, men det skal altid vurderes fra sag til sag.
  • Hvis bygningsmassen er nogenlunde ensartet, og brugen ikke skifter ofte.
  • Hvis bygningsejeren ønsker at igangsætte en meget omfattende energirenovering hurtigere end normalt.
  • Hvis bygningsejeren ikke selv råder over de nødvendige ressourcer, som skal til for at gennemføre et så stort projekt.

Forskellen på ESCO og almindelige energirenoveringsprojekter

ESCO-projekter er anderledes end almindelige energirenoveringsprojekter, og det kræver ofte et særligt fokus på samarbejdsrelationerne og en tydelig og tidlig italesættelse af problemer og udfordringer, hvis projektet skal køre godt.

Det store fokus på at dokumentere indsatsen, da både bygningsejer og ESCO-leverandør har en økonomisk interesse i, at de aftalte garantier overholdes. Et veldokumenteret projekt sikrer erfaringsopbygning som kan være nyttigt, hvis bygningsejeren på et senere tidspunkt skal energirenovere andre bygninger.

At aftalerne i ESCO-projektet har betydning for bygningernes anvendelse og drift i garantiperioden, og ESCO-leverandørens arbejde ofte får betydning for den normale driftsorganisation.

At i et ESCO-projekt ophører samarbejdsrelationen ikke efter entreprise-fasen, men fortsætter i hele garantiperioden, hvilket ofte er 10-15 år.

Hvornår kan ESCO ikke betale sig?

Blandt offentlige bygningsejere bliver det ofte diskuteret, hvornår det bedre kan betale sig at gennemføre energirenoveringen selv fremfor at anvende ESCO. Et bud på et svar er, at det bedre kan betale sig, hvis bygningsejeren har:

  • Pengene selv
  • Personalemæssige ressourcer inden for projektstyring
  • Teknik og økonomi til at satse massivt i en kort og effektiv periode og herefter mande ned til almindelig drift
  • Politisk ro i organisationen, dvs. at penge og mandskab ikke bliver pludseligt omprioriteret
  • Pogen der vil garantere politikerne, at de får deres besparelser både i kr. og i kWh

De færreste bygningsejere kan svare ”ja” til alt dette, og derfor er ESCO i mange situationer en god løsning.

ESCO-projektet og adfærdskampagnen har været drevet som et samarbejde mellem Teknik og Miljø-området og Skole og Familie-området. Det har været en stor force at kombinere de 2 fagligheder og lade de 2 projekter berige hinanden

Anette Schjødt Thorsen, Rudersdal Kommune
 

Læs mere