BETA
Vi laver nyt site, og det kan godt rode lidt imens. Du er nu på det gamle site. Prøver du at komme på sparenergi.dk? Ryd din cache (i browserhistorik) for at komme derhen.

Komplet renovering gav et varmt hus med lavere energiudgifter

Komplet renovering gav et varmt hus med lavere energiudgifter

Som en del af en gennemgribende renovering af hele huset fik Hanne og Carsten installeret jordvarme, isoleret fra gulv til kvist og udskiftet vinduerne. Det har givet en samlet besparelse på næsten halvdelen af de tidligere energiudgifter.
Hent case

Beboere

Det oprindelige hus er med bindingsværk og er bygget i 1800. Siden har huset fået et par ekstra tilbygninger, så Hanne og Carsten i alt har et hus på 133 m2 på landet på Vestfyn.

Hanne og Carsten er begge førtidspensionister efter hhv. et trafikuheld og en fejlmedicinering efter en sygdom. De har 2 voksne døtre, som begge studerer.

"Vi ville gerne have vores eget hus. Det skulle ikke være for dyrt og måtte gerne være et hus, vi selv skulle gøre noget ved. Vi har også 2 heste, som kræver meget plads, så det spillede også ind. Vi er ikke bymennesker, så der må gerne være langt til naboerne," siger Hanne og Carsten.

 

Beslutningen om projektet

Beslutning

Det hele var en del af vores samlede renovering af huset, hvor vi både fik isoleret, skiftede køkken og bad og alt muligt andet. Vi tog simpelthen fat fra en ende af, for huset var virkelig slidt ned. Vi brækkede det hele ned, så der kun stod væggene tilbage. Vi ville gerne skifte til noget mere miljøvenligt og billigere end koks og olie. Vi hørte gode ting om jordvarme og talte med en dygtig installatør. Han sagde, at det ikke kunne betale sig med jordvarme, hvis vi ikke fik isoleret huset ordentligt. Derfor startede vi med at få isoleret. Der var ingen isolering på loftet, så al varmen røg bare op på loftet og ud til fuglene. I ydervæggene var der absolut ingen isolering, og hvis man stod tæt ved væggene, kunne man virkelig mærke kulde og træk. Gulvet var også meget koldt. Det trak langs gulvet med en kold vind, der kom ind under huset og gav kolde fødder. Der var også altid kulde og træk fra vinduerne og masser af fugt på dem om morgenen. Når det var rigtigt koldt, var der faktisk frost indendørs på vinduerne.

 

Projektets rådgivere

Rådgivning

Vi kontaktede en installatør i området omkring jordvarmen. Han gennemgik huset og konstaterede, at det var meget utæt. Han understregede også, at vi skulle lægge tilstrækkeligt med jordvarmeslanger ned i jorden. Han var virkelig kompetent. Vi havde den samme tømrer til at arbejde på taget og spærene i forbindelse med loftet, og han rådgav os også om isolering af ydervæggene. Til loftet anbefalede han papiruld. Til væggene valgte vi glasuld. Vi talte med en murer om gulvet og gulvvarmen. I alle dele af renoveringen var det vigtigt for os, at isoleringen kom til at leve op til lavenergiklasse 2020. Det tjekkede vi på Energistyrelsens hjemmeside for de enkelte projekter. Vi stod selv for det hele omkring vinduerne, hvor vi valgte bondehusvinduer, selv om det giver et varmespild på grund af de mange sprosser. Men det var vigtigt for os at bevare husets oprindelige udtryk.

 

Økonomien

Økonomi

Vi betalte for den samlede renovering med pengene fra Hannes erstatning efter et alvorligt trafikuheld, og så havde vi noget opsparing. Installatøren regnede på vores fremtidige udgifter, men han var bestemt ikke overdrevet optimistisk, for vi bruger langt mindre, end han forventede. Det er jo dejligt, når det går den vej. Vi brugte håndværkerfradraget til isoleringen og de nye vinduer, hvor vi også solgte energibesparelsen til det lokale energiselskab. Til projektet med jordvarmen fik vi tilskud for at skrotte oliefyret. Det spillede da også rent økonomisk en rolle, at vi kunne spare på varmen efter at have fået isoleret huset.

 

Processen

Forløb

Vi havde i forvejen håndværkere i huset til den del af renoveringen, der ikke handlede om energimæssige forbedringer. Vi lavede en del af arbejdet selv, fordi vi gerne ville være med i projektet. Vi satte selv lægter og loft op, og tømreren lagde en ny dampspærre og sprøjtede papiruld ind. Isoleringen af væggene stod vi selv for med vejledning fra tømreren. Det endte med tykke vægge for at leve op til kravene for lavenergiklasse 2020. Vi brækkede også selv gulvene op og isolerede det, men havde mureren til at støbe betonlaget og installere jordvarme. Vinduerne skiftede vi også selv, og det var ikke særligt svært. Da det kom til jordvarmen, stod installatøren for at svejse rørene og sætte anlægget til. Det var smertefrit. Vi gravede til gengæld selv render og lagde slangerne ud. Det var et møgarbejde, og der skulle nogle store venner til for at få det ordnet.

 

Resultatet

Resultat

Det er blevet meget varmere for meget færre penge. Det er blevet et helt andet hus. Der er jo nærmest lavet om på alt i huset. Vi har fået en meget mere jævn og billig varme. Vi slukker ikke ned om natten, så det er ikke koldt om morgenen længere. Det er også meget mere miljøvenligt, og det betyder rigtigt meget. Det er også dejligt nemt med jordvarmen, og der er ingen vedligeholdelse. Man kan mærke, at varmen stadig bliver her inde i stedet for at ryge op gennem loftet, ydervæggene eller vinduerne. Nu fryser vi ikke længere om tæerne, og der er ikke længere frost på ruderne indendørs. Vi har også fået mere lys og mindre støj med de nye vinduer. Før var det jo et hus, som man reelt ikke kunne bo i. Nu har vi fået et helt nyt hus, som vi er utroligt glade for.

 

Økonomi

Energiforbrug før
27.900kr./år
Energiforbrug efter
14.500kr./år
Hvad har det betydet økonomisk?
13.300kr./år

Hvad kostede det?

Forbedringer
Udgift
Isolering af let ydervæg, indefra
30.000kr.
Isolering af gulv over uopvarmet kælder
-
Skift til jordvarme
100.000kr.
Isolering af loft
14.000kr.
Udskift vindue, som har 1 lag glas
-
I alt
144.000kr.

Udbytte

Hvor meget bedre er huset blevet at bo i?

Hvor svært var det at udføre forbedringen?

 

Fordele

Bedre lysindfald
Mindre støj
Mindre træk
Mindre vedligeholdelse
Bedre indeklima

Gode råd over hækken

Undersøg isoleringsevnen på selve isoleringen
Vælg løsninger, der lever op til lavenergiklasse 2020
Køb isolering af god kvalitet, det kan ikke betale sig at spare på det punkt
Man kan sagtens selv sætte vinduer i, hvis man er lidt en handyman
Det er bedre at isolere for meget end for lidt
Case: Nye vinduer, jordvarme og efterisolering. Hanne og Carsten fra Assens

Denne case er skabt i samarbejde med:

SEAS-NVE

Om casebanken

Alle historier i casebanken er udtryk for enten boligejernes, boligadministratorens eller entreprenørens egne synspunkter og holdninger, ligesom tal for investering og energiforbrug før og efter renoveringen kommer fra selvsamme.

I de tilfælde, hvor de aktuelle energipriser ikke er oplyst, har vi brugt gennemsnitlige energipriser og korrigeret energiforbruget efter vejret.

Forbedringer og typiske besparelser

Skift til jordvarme

Typisk besparelse ved skift til jordvarme

Sådan kommer du selv i gang

Sådan kommer du selv i gang

Hvis du overvejer at renovere, anbefaler vi, at du starter med at tage fat i en rådgiver.

Den bedste måde at starte et renoveringsprojekt er at få hjælp af en rådgiver til at finde ud af, hvad der kan betale sig, og i hvilken rækkefølge det skal gøres.

Vælg en energirådgiver, de er uddannet til at indtænke energibesparelser i dit projekt.

Læs mere om rådgivning