Solae indsamlede over 15 måneder data fra det eksisterende analyseudstyr og fandt frem til et gennemsnitligt vandindhold i produktet på 4,8 %. Samtidig indikerede de praktiske erfaringer, at fluidbed-tørringsanlægget godt kunne klare et vandindhold på op til 6 %. Endelig kiggede Solae på kvaliteten af slutproduktet, som tillod helt op til 8 % vandindhold.
Med andre ord pegede alting på, at tørringen af produktet kunne reduceres uden konsekvenser for anlægget eller kvaliteten af slutproduktet.
Solae lavede beregninger på merproduktion og dampbesparelse ved at øge vandindholdet med 0,2 %, 0,5 % og 1,0 %. Konklusionen var, at besparelser og merindtjening var mulige og væsentlige selv ved det forsigtige skøn på 0,2 %. I alt ville det bidrage med en besparelse på ca. 300.000 kr./år.
Solae valgte derfor at øge vandindholdet og installerede online målingsudstyr på tørringsanlægget, så dataindsamling kunne øges fra 4 gange i timen til kontinuerlig, online-måling. Denne nye procedure kunne give endnu mere præcis information om, hvordan anlæg og vandindhold kunne optimeres ift. hinanden.
