I første omgang blev der kigget på en løsning med et fjederophæng, men det viste sig, at dynamikken i vakuumsystemet ikke tillod en sådan løsning.
I stedet valgte RPC Superfos en løsning, som omfattede installation af frekvensomformere på elmotorerne, en ophængningskrog (som kan ses på Figur 1) og en trykknap til medarbejderne.
Frekvensomformerne styrer motorhastigheden og sørger for, at slangen, der er forbundet til selve løfteaggregatet, langsomt spændes op ved påbegyndt drift. Dette tiltag er nødvendigt, fordi en simpel start/stop-løsning ville medføre en pludselig trykændring og et svirp fra slangen, der kunne være til fare for medarbejderne.
Driften bliver desuden monitoreret således, at der efter en times inaktivitet slukkes for maskineriet. På den måde bliver det muligt at reducere tomgangsforbruget markant, og det overordnede energiforbrug er sænket til 25 MWh.
Endelig har projektet også omfattet træning af 110 operatører, som hver har modtaget 1 times instruktion.

Figur 1: Vakuumløfteanlægget i RPC Superfos’ fabrik i Taastrup.