Da implementeringen af ISO50001 startede i 2015 etablerede virksomheden en tværfaglig energigruppe. Gruppens medlemmer mødes fast hver måned, og alle medlemmer har fastlagte roller og ansvarsområder. Efter behov inviteres projektledere for specifikke energiprojekter med til de månedlige møder, så de kan give en status på deres projekt for styregruppen.
Involvering af medarbejdere
Fibertex har et stort energiforbrug og mange medarbejdere i tekniske stillinger, hvor de kan have mulighed for at påvirke energiforbruget på mange forskellige måder. Medarbejderne gennemgår derfor en grundig introduktion til ISO50001.
Virksomheden kommunikerer desuden løbende resultaterne af energiprojekterne til medarbejderne. Hensigten er på den måde at skabe ejerskab for indsatsen og samtidig opfordre til at komme med yderligere idder til effektivisering.
Optimerede processpecifikationer
Produktionen af fibertekstiler er volumenproduktion. Det har derfor været væsentligt at kigge på processpecifikationerne, og den måde medarbejderne (operatørerne) styrer processen i dagligdagen. I første omgang blev der opsamlet data til analyse af processens specifikationer, ligesom påvirkningen på energiforbruget blev kvantificeret for de mest energitunge delprocesser.
Analysearbejdet vil blive fulgt op med træning af operatører og supervisors. Målet er, at operatørerne skal have tilstrækkelig indsigt i en energioptimal regulering af processen, så de selv har mulighed for at justere processen på den optimale måde. Det vil sige en måde, som både tager hensyn til energiforbruget og sikrer, at der ikke bliver gået på kompromis med produktkvaliteten.