Spareforslagene til Royal Leverpostej kom efter et energitjek af virksomhedens køling. Tjekket blev udført af en særligt uddannet energisynskonsulent, og Peter Høgh anbefaler, at en lokal tekniker er med under gennemgangen.
”Vi har ikke en tekniker i firmaet, men vi fik en mand fra vores lokale kølefirma til at være med, og det var virkelig godt. Han var både med til at sikre, at de rigtige tal kom frem, og med til at anbefale de elektroniske termostatventiler,” siger Peter Høgh.
Ventilerne er et nyt produkt på markedet, som virksomheden ikke kendte til før tjekket.
”Vi kommer til at spare omkring 30.000 kr. om året i de næste 20 år med en investering i elektroniske termostatventiler på omkring 50.000 kroner,” siger Peter Høgh.
Havde brug for reminder
En anden ting, Royal Leverpostej fik ud af køletjekket, var anbefalingen om at få sat plastlameller op i døren til frostlageret. Det koster 6.000 kr., men sparer 2.000 om året på elregningen.
”Vi vidste godt i forvejen, at det ville tjene sig hurtigt hjem. Vi havde bare ikke fået det gjort, så her var køletjekket ligesom en reminder for os,” siger Peter Høgh om plastlamellerne, der nu er blevet sat op.
Royal Leverpostej er desuden i færd med at forbedre taget i en ny tilbygning og undersøge, om virksomheden kan effektivisere indfrysningen, så den kan fryse mere postej ned med den samme energimængde.