Novo Nordisk forhandlede med et rådgivende firma, som skulle stå for designet og indgå aftale med en leverandør. For at sikre sig, at de ville få et bæredygtigt anlæg, valgte Mikkel Korneliusen og teamet bag projektet at bruge Novo Nordisks egen tjekliste for nye anlæg, den såkaldte Supporting Guidance. Den beskriver, hvilke krav der skal være opfyldt, for at et anlæg bliver energirigtigt, f.eks. krav til lufthastighed, tryktab og varmegenvinding. Og den viste sig at være meget nyttig.
”Vi vidste godt, det kunne blive kompliceret i forhold til leverandøren, fordi vi stillede nogle skrappe krav, og fordi de ikke var vant til at blive udfordret. De var modvillige i starten og sagde, det ikke kunne lade sig gøre. Derfor var det en fordel, at vi kunne sende tjeklisten til firmaet. Vi diskuterede frem og tilbage, og til sidst gik de med på ideen,” siger Mikkel Korneliusen.
Brug for nytænkende ingeniører
Leverandøren, som Novo Nordisk samarbejdede med, sagde ja til at lave et anlæg, der levede op til de skrappe krav. Men da Mikkel Korneliusen gik designspecifikationen efter i sømmene, viste det sig, at kravet om lavt tryktab ikke var overholdt. Så firmaet måtte gennemgå det igen.
”Fejlene opstår, hvis vi glemmer at læse udbudsmaterialet i detaljer, og detaljer kan være supervigtige. Det er utroligt, hvad et tryktab over en flade kan betyde af energi på bundlinjen. Dybest set handler det om at ændre leverandørernes tankegang, så de er med på, hvorfor vi mener, at detaljerne er så vigtige, og hvad det gør ved udformningen af anlægget. Jeg forsøger altid at motivere firmaerne ved at sige, at opgaven bliver sjovere for dem, fordi de skal tænke nyt i stedet for at gøre, som de plejer. Vi har brug for ingeniører, som ikke tænker alt i kasser, men er alternative i deres tilgang til opgaven,” siger han.
Mikkel Korneliusen er glad for, at han og kollegaerne ikke valgte den nemme løsning.
”Vi havde muligheden for at give op og få et almindeligt, billigere anlæg. Det er klart nemmere at gøre det, som man plejer at gøre. Men så skulle vi have lukket øjnene for de besparelser i energi og kroner, vi ville gå glip af. Alt i alt betyder det, at hvis vi holder fast og udfordrer leverandørerne, så får vi et bedre produkt og en bedre udnyttelse af energien, og leverandørerne får erfaring og kan sælge sig selv på, at de kan levere energirigtige løsninger,” siger han.