Inddamperne blev oprindeligt kølet ved hjælp af køletårne, som afsatte energi til omgivelserne. I projektet blev kølekapaciteten fra køletårnene erstattet af en varmeveksler og en hybridvarmepumpe, som producerer kølevand ved 25 °C via varmepumpens desorber. Kølevandet lagres i en 100 m3 buffertank, hvorfra inddamperne før spraytørringsanlægget kan trække kølevandet efter behov.
Inddamperne opvarmer kølevandet til 45 °C, hvorefter det sendes frem til en 100 m3 buffertank. Fra den varme buffertank sendes vandet retur til varmepumpens desorber eller bruges til den første forvarmning af indblæsningsluften.
Vandet, som benyttes til første forvarmning af indblæsningsluften, sendes efterfølgende retur til den kolde buffertank. I tilfælde af fejl eller i forbindelse med service kan det oprindelige køletårn omgå varmepumpen, så produktionen kan fortsætte. Hybridvarmepumpen kan desuden ved tilførsel af el producere vand med en temperatur på 85 °C, som kan benyttes til forvarmning af indblæsningsluftens 2. trin.

Figur 1: Princip for udnyttelse af overskudsvarme fra inddamper til tørreanlæg