Pinch-analysen førte frem til 14 mulige forslag inden for de ovennævnte projekttyper. Da mange af de undersøgte procesanlæg har varme i overskud i intervallet fra 50 °C til 65 °C, er der især et potentiale for udnyttelse af overskudsvarme med varmepumper.
Ud fra bruttolisten vurderede AAK projekternes forudsætninger. Resultatet af evalueringen var, at 2 projekter blev udvalgt til realisering. Der blev udarbejdet capex-ansøgninger, og disse blev bevilget. Resten af forslagene blev fravalgt i første omgang pga. dårlig økonomi eller tekniske udfordringer.
Intern varmegenvinding
De 2 udvalgte projekter blev realiseret i første halvår af 2018. I fraktionering er der gennemført et projekt med 2 interne varmegenvindinger. De 2 færdige oliestrømme ud af anlægget køles med en mellemkreds, der afsætter varmen til opvarmningen af den tilsvarende miscella (blanding af olie og solvent) i inddampningen.
Projektet vil give en årlig energibesparelse på 1,4 GWh i dampforbruget og dermed en reduktion i CO2-udledningen fra kraftcentralen på ca. 435 tons per år. Med en investering på 1,9 mio. kr. vil projektet have en simpel tilbagebetalingstid på 3,2 år.
Procesintegration
Det andet projekt er en procesintegration mellem 2 processer. Der overføres varme fra den færdige olie i presseriet til miscellaen i destillationsprocessen i ekstraktionen. De 2 processer er altid i drift samtidig, men der er behov for en mellemkreds for at gennemføre projektet.
Energibesparelsen herved er 1,3 GWh/år, hvilket reducerer CO2-udledningen med ca. 425 ton/år. Med en investering på 1,3 mio. kr. vil projektet have en simpel tilbagebetalingstid på 2,2 år.

Figur 1.T-Q-diagram med samlekurve for varme og kolde strømme. Opvarmning er rødt, og afkøling er blåt.

Figur 2. Varmeoverskudskurve for samme proces.