Nyhedsmail
Nyhedsmail
Vi sender en e-mail til dig, når vi har relevant information angående energibesparelser, CO2-reduktioner, Erhvervspuljen, og når der er ny viden, der passer til din branche.
Produktion
Transport og service
Indsats
Energitjek
Besparelse
55.000 kr./år
År
2012
Transportvirksomheden N.C. Christensen & Sønner havde en fornemmelse af, at der var penge at spare på energiregningen i deres bygninger. Et energitjek gjorde det nemt at sætte ind de rigtige steder.
N.C. Christensen & Sønner er en nordjysk transportvirksomhed. Virksomheden har kontor og 8.800 m2 lager og er i daglig tale kendt som Hurup Thy.
N.C. Christensens logistikchef Frits Worm havde på fornemmelsen, at energibesparelserne i virksomheden ventede som modne frugter på at blive plukket, så firmaet kunne spare penge på energiregningen. Han vidste bare ikke hvor, og han kunne heller ikke lige finde ud af det.
”Vi er jo ikke eksperter i energitiltag og skal heller ikke være det. Vi skulle gerne være rigtig gode til at flytte pakker. Så vi havde brug for hjælp udefra, men der ringer useriøse sælgere til os hver uge, så jeg er generelt skeptisk. Det kan være svært for os at vurdere kvaliteten af en rådgiver, hvis vi selv skal researche, og vi har heller ikke tid til at ligge og rode på nettet,” siger Frits Worm.
Han understreger, at et energitjek skal kunne betale sig.
”Vi må være ærlige og sige, at det er pengene, der tæller. Vi kan være nok så glade for miljøet, men hvis firmaet går under i forsøg på at spare på energien, er det jo ikke sjovt. Og der er ikke penge til noget ekstra for tiden,” siger han.
Frits Worm valgte at få et energitjek, hvor virksomheden blev gennemgået af en rådgiver med flere tusind timers dokumenteret erfaring med energirådgivning for erhvervslivet.
”Jeg var med rundt under gennemgangen af bygningerne, og jeg kunne mærke, at det i hvert fald ikke var første gang, konsulenten gennemgik en virksomhed. Jeg var meget tryg ved ham,” siger Frits Worm.
Han var glad for den professionelle hjælp.
”Selvom vi har billig energi, er der alligevel en del steder, hvor det kan betale sig at sætte ind. Noget af det overraskede os. Vi har f.eks. en vaskemaskine til plasticpaller, som vi har fået specialbygget lokalt, og jeg troede faktisk, at den var så effektiv, som den kunne være. Men det ser ud til, at vi kan spare 10.000 kr. om året ved at optimere den,” siger Frits Worm.
I et andet tilfælde viste konsulenten, at der ikke kunne spares så meget, som Hurup Thy troede.
”Før tjekket havde vi fået et tilbud på energieffektiv belysning. Konsulenten så på tilbuddet og opdagede, at der var indregnet en afgift, som vi ikke betaler, og som gjorde tilbuddet langt mere attraktivt. Det havde vi ikke selv set,” siger Frits Worm.
Gennemgangen af Hurup Thy viste en række muligheder for energibesparelser:
Forslag om rumvarme og belysning gennemføres, mens trykluft og vaskemaskine undersøges nærmere.
Energitjekket viste et samlet sparepotentiale på godt 100.000 kr./år for investeringer på godt 350.000 kr.
Frits Worm tøver ikke med at anbefale energitjek til andre virksomheder.
”Energibesparelser er ikke så svært, når bare du finder de rigtige mennesker til at hjælpe dig. Det er Carsten (energikonsulenten, red.), der har lavet alt det svære hos os. Så snart du har nogle rimeligt store energiudgifter, kan et tjek hurtigt betale sig med de penge, man sparer bagefter,” siger han.