Kerneprocessen ved fremstilling af aluminiumsprofiler er ekstruderingen. Aluminiummet skal først opvarmes til helt præcise temperaturer, og ved selve ekstruderingen sker der en yderligere varmeudvikling. Efterfølgende skal profilerne afkøles. Samlet set skal en betydelig energimængde efterfølgende fjernes ved køling.
Før projektet havde Hydro Extrusion flere køletårne på taget. Anlægget er i drift stort set alle årets timer. Køling er en forudsætning for produktionen, og derfor var høj driftssikkerhed i den nye løsning højt prioriteret hos Hydro Extrusion.
Tønder Fjernvarme har i en længere årrække arbejdet med at finde billigere alternativer til afbrænding af naturgas i kedler. Derfor opstod ideen om at udnytte energien fra køling hos Hydro Extrusion til fjernvarme. Det første skridt var en forundersøgelse, der ud over de tekniske aspekter også inddrager afgiftsforhold, tilskudsmuligheder, jura og ejerskab samt reglerne for varmeforsyning i en samlet helhed.
Ny varmepumpecentral
Løsningen blev et projekt, hvor Tønder Fjernvarme byggede en varmepumpecentral på en grund umiddelbart ved siden af Hydro Extrusion. En vigtig forudsætning for løsningen var, at der ikke skulle betales overskudsvarmeafgift, når energien leveres uden betaling parterne imellem, hvilket SKAT har godkendt.
Varmepumpecentralen er opbygget med to varmepumper, der tilsammen kan yde op til 5 MW varmeeffekt og 2,5 MW køleeffekt. Varmepumperne er som udgangspunkt drevet af naturgas, men Tønder Fjernvarme har mulighed for at overgå til eldrift, hvis det er mere økonomisk.