BETA
Vi laver nyt site, og det kan godt rode lidt imens. Du er nu på det gamle site. Prøver du at komme på sparenergi.dk? Ryd din cache (i browserhistorik) for at komme derhen.

Ydervægge

Ydervægge

Ydervægge

Ydervægge

Murermestervillaens ydervægge

Murermestervillaens ydervægge

Ydervæggene består som regel af røde mursten både ude og inde. De kan dog også findes i gule mursten. Villaerne kan også være pudsede og malerbehandlede. I toppen af væggene er der en gesims, som markerer overgangen til taget.

Murermestervillaen har dobbeltmurede vægge ligesom næsten alle andre danske enfamiliehuse, der blev opført på det tidspunkt. Huset har altså både en formur og en bagmur af mursten – som regel med et hulrum imellem.

De ældste murermestervillaer har faste bindere, dvs. mursten på tværs mellem formur og bagmur. Murermestervillaerne opført senere i perioden har ståltrådsbindere som moderne huse. Murværket er massivt omkring vinduer og døre og i toppen af væggene på facaderne – ved gesimsen.

  • BrystningUnder vinduerne kan ydervæggen bestå af halvstensmurværk. Det betyder, at der ikke er nogen bagmur og hulmur – måske er brystningen indvendig isoleret med et korklag bag den indvendige puds.
  • Synlige mursten (= blankt murværk)De fleste murermestervillaer står med synlige, røde, blødstrøgne mursten, som giver et flot spil i facaden. Det samme gælder, hvis facaderne er muret af gule mursten. Fugen var typiske i plan med murstenenes overside, men der kunne også være tale om andre typer fuge.
  • Pudsede og malede ydervæggeMurermestervillaer findes også i en pudset udgave. Ofte er de malet hvide eller gule efterfølgende. På den indvendige side er bagmuren altid pudset. Pudsen er efterfølgende blevet malet eller tapetseret et antal gange.

På 1. sal er der på nogle villaer frontkviste, som typisk er muret op i en halv- eller helstensmur, dvs. uden hulmur. I stueetagen kan der være en karnap eller en havestue. Der kan være en trækonstruktion eller en halvstensmur under glaspartierne i havestuen.

Murermestervillaens ydervægge

Det kan du gøre

Det kan du gøre

Mange huse er på et tidspunkt blevet hulmursisoleret med det, der er plads til i hulmuren, dvs. 75-80 mm. Somme tider er hulmuren tykkere dvs. 125-130 mm.

Vedligehold

Blankt murværk (synligt murværk)

Tjek jævnligt murværket for revner og huller. Det er vigtigt for at undgå, at vand trænger ind, og at efterfølgende frostsprængninger forværrer situationen. Revner kan være bevægelses- eller sætningsrevner. De er i de fleste tilfælde ikke alvorlige, men kan være opstået som følge af mindre bevægelser i konstruktionen.

Reparer revnerne ved at udkradse og genudfylde fugerne med fugemørtel af samme type som den nuværende. Ved større revner kan du evt. indlægge strækarmering. Det kan dog bevirke, at revnen opstår et andet sted.

Hvis murstenene også er beskadigede, bør du få dem skiftet ud med genbrugsmursten af samme type som de oprindelige.  

Reparer huller i fuger på samme måde, da de ellers kan være anledning til angreb af murbier. Murbiangreb opstår i dårlig mørtelkvalitet og mellemstore huller med afrundede kanter. Et aktivt murbiangreb børbekæmpes af en skadedyrsbekæmper, inden du udbedrer den byggetekniske skade.

Vinduesoverliggere består af murede stik eller sidst i perioden af ståltegl. Hvis der er revner omkring overliggeren, bør du straks få dem udbedret, så du forhindrer vand i at trænge ind til armeringsjern i stålteglene. Hvis der kommer vand ind, vil jernet nemlig ruste og skabe endnu større revner, fordi rust fylder mere end jern.  

Hvis vinduesoverliggere allerede har rustskader, kan mureren være nødt til at ommure stik eller udskifte tegloverligger. 

Det massive murværk kan give kuldebroer i vindueslysninger, dørhuller, ved etageadskillelser etc. Det kan medføre mørkfarvning, der skyldes støv eller skimmel, der sætter sig på den kolde overflade. Hvis overfladerne holdes varme, nedsættes risikoen for det.  

Du bør ikke overpudse teglstensydervægge, som ikke har været overfladebehandlet fra starten. Når murermestervillaen bliver pudset og overfladebehandlet, ændres husets fugtbalance (fugt trænger indefra og ud). Det kan give frostsprængninger, afskalninger og dårligt indeklima. 

Murede ydervægge og skillevægge kan mangle fugtspærre ved overgangen til fundamentet, eller fugtspærren kan være nedbrudt, så fugt kan trænge op i nederste del af murstensvæggen. Det kan give mørkfarvning, der skyldes støv eller skimmel på indersiden af den fugtige og kolde ydervæg.

Soklen under murværket er typisk pudset. Pudsen kan godt have små revner, som du kan udbedre ved at hugge den løse puds væk og pudse op igen. Pudsen skal have det samme forhold mellem kalk og cement som den oprindelige puds, så puds-typerne kan arbejde sammen, og udseendet bliver det samme.

Pudsede ydervægge 

Murermestervillaen er normalt i 1½ etage med næsten intet tagudhæng – kun en gesims. Et udhæng er med til at minimere risikoen for fugtpåvirkning af ydervæggen.

Hvis ydervæggene er pudsede, bør du jævnligt kontrollere pudslaget for revner. De kan medføre vandindtrængning, opfugtning og frostsprængninger i puds og murværk. Hvis der er revner, skal de hugges ud og pudses op igen med samme type mørtel. Reparationsstedet bør ikke stå åbent i længere tid, da der kan komme fugt ind, som senere kan have svært ved at tørre ud. Prøv at ramme den samme struktur i overfladen som på overfladerne rundt om, når du reparerer. 
 
Murermestervillaens pudsede mure er oprindeligt overfladebehandlet med kalk, men kalken kan senere være blevet erstattet med andre og ofte mere tætte malerbehandlinger.

En for tæt malerbehandling kan give afskalninger, idet fugt ikke kan trænge ud. Du bør derfor rense malerbehandlingen af og fortsætte med den oprindelige kalkning af overfladen. Du kan også bruge silikatmaling, som er en mineralsk diffusionsåben maling. Vælg en type uden organiske stoffer. 

Forbedringer

Nogle hulmure er efterisoleret med Leca. Men Lecas isoleringsevne er kun halvt så god som standard isoleringsgranulater, og du bør overveje at udskifte isoleringsmaterialet til et nyt produkt. I andre tilfælde er hulmuren isoleret med et skumprodukt. I de fleste tilfælde er dette skumprodukt ikke længere intakt, og det bør derfor udskiftes. Hvis det er intakt, kan du bevare det.  

Hulmursisolering 

Du bør efterisolere hulmure med ingen eller kun lidt isolering som f.eks. Leca ved at få indblæst isoleringsgranulat. Det giver en stor varmebesparelse og forbedrer indeklimaet. Den eksisterende isolering tages ud, før der kommer ny isolering i. 

Det er en fordel at bruge et kapillarbrydende isoleringsprodukt, da fugtspærren mellem ydervæg af murværk og betonen i kældervæggen ofte er nedbrudt. Det kapillarbrydende isoleringsprodukt består af små kugler.

Det er vigtigt, at isoleringen ikke er fugtsugende på nogen måde, da fugt forringer isoleringsevnen. Da hulmurens tykkelse er, som den er, er det en fordel at bruge et produkt, der isolerer bedre end standard for at opnå en bedre isolering på den samme plads. 

 

Udvendig isolering  

Udvendig efterisolering er ikke en æstetisk god løsning på en murermestervilla. Men hvis du alligevel skal have skiftet dit tag, eller forhøjet/ført det længere ud, kan facaderne måske følge med. Det kræver dog, at facaderne pudses, hvilket igen griber ind i husets udseende. En så gennemgribende ændring af en murermestervilla bør kun foretages i samarbejde med en arkitekt.

Isolering udefra er byggeteknisk en god løsning, fordi huset populært sagt får en overfrakke på. Hvis isoleringen fortsætter under jordoverfladen, får du en ubrudt isolering af muren. Du slipper derfor for alle kuldebroerne ved etagedækkene og de indvendige vægge, som opstår ved indvendig efterisolering.  

Vinduer og døre skal flyttes med ud i det nye isoleringslag. Derfor er udvendig efterisolering af ydervægge et stort tiltag. Det, der er monteret udvendigt på væggene, f.eks. lamper, gas- og elmålere m.m., bør flyttes med ud på ydersiden af den nye facade. Da facaden ikke er hård, bør du tænke ind, hvordan lamper skal gøres fast på facaden efterfølgende.

Udvendig efterisolering udføres ved, at håndværkeren opsætter et nyt isoleringslag direkte på ydermuren og afslutter med et lag puds.

Indvendig isolering  

Indvendig efterisolering er pænest, da den bevarer murermestervillaens udtryk. Du mister nogle indvendige m2 – til gengæld bliver det mere behageligt at opholde sig i rummene. Inden du kan få efterisoleret indefra, skal du flytte varmerør, radiatorer og elinstallationer længere ind. Det gør arbejdet vanskeligere og dyrere.  

Indvendig efterisolering af ydervægge bliver heller aldrig lige så godt energimæssigt, som en udvendig efterisolering, hvor huset populært sagt får en overfrakke på. Af pladshensyn bør du isolere indvendigt med 50-100 mm, og fugtteknisk er løsningen problematisk, fordi der fortsat vil være kuldebroer ved etagedæk og indvendige vægge.  

Indvendig efterisolering medfører, at husets varmeakkumuleringseffekt nedsættes, fordi den varmeakkumulerende pudsede murstensvæg dækkes med isolering.

Det er meget vigtigt at følge energiløsningen (link) helt nøje for at undgå skimmel. Det er især vigtigt at afrense den murede væg fuldstændigt, dvs. fjerne alle organiske materialer, så der kun er puds og mursten tilbage.  

Der må ikke kunne trænge rumfugt ind bag isoleringen, så det er vigtigt med en tæt dampspærre. Hvis der kommer fugt derind, vil der i løbet af kort tid opstå skimmelsvamp på indersiden af bagmuren. 

Brystning

Hvis der er uisolerede brystninger under husets vinduer, bør du får dem isoleret. Som regel er husets radiatorer placeret lige her, hvor der ingen isolering er overhovedet. Hvis man tager et termografibillede af brystningen, er du ikke i tvivl om, at varmen strømmer ud.

Da der er tale om en halvstensmur, skal der være et ventileret hulrum mellem isoleringen og formuren. Radiatorerne skal sandsynligvis flyttes indad for at få plads til isoleringen. Det er vigtigt at afrense den eksisterende mur grundigt.

Du bør få efterisoleret med mindst lige så meget isolering, som der er plads til i hulmuren. Så opnår du den samme isoleringstykkelse hele muren rundt – og den bedste komfort. Husk at lukke isoleringen ind bag en tæt dampspærre.

Frontkvist

Hvis frontkvisten er muret som en halvstensvæg, skal den isoleres på samme måde som brystningen under vinduerne. Hvis den er muret som en massiv helstensvæg, skal der ikke være ventileret hulrum bag den, men det er stadig vigtigt at afrense væggen før isoleringen og sikre en tæt dampspærre.

Det kan du gøre

Ydervægge