Energiforbedringer har mere end halveret varmeudgifterne

Energiforbedringer har mere end halveret varmeudgifterne

Før de flyttede ind i deres nye hus, konverterede Sanne og Klavs til naturgas. Senere udskiftede de vinduer og fik hulmursisoleret. Resultatet: Et hus som er bedre at bo i - og varmeudgifter, som er mere end halveret.

Beboere

"Huset blev sat til salg en tirsdag, vi opdagede det onsdag, besøgte det fredag og købte det mandag," fortæller Sanne og Klavs om deres første huskøb af parcelhuset i en lille sønderjysk landsby.

Sanne er ansat i forsikringsbranchen, mens Klavs er butiksassistent. De har været sammen i 10 år og købte huset i slutningen af 2011.

"Vi drømte om at have vores eget. Vi er begge født og opvokset i området og har som børn badet på stranden tæt på huset. Vi ville gerne lidt væk fra byen," fortæller det unge par om huset, som siden deres overtagelse har fået lavet en række forbedringer.

 

Beslutningen om projektet

Beslutning

Vi kiggede på de tidligere ejeres forbrug af olie, før vi flyttede ind. Det gamle oliefyr brugte rigtig meget olie. Så det var slet ikke til diskussion at få det skiftet, da vi købte huset. Det var bare alt for dyrt at varme huset op med olie, og vi skiftede til gas, før vi flyttede ind i huset. Når det gælder vinduerne, så trak det vildt meget fra dem. Selve ruderne var fra 1986, og 2 af dem var punkterede. Man kunne mærke trækken i nakken, når man sad i sofaen. Det var en del af vores beslutning om at købe huset, at det allerede var hulmursisoleret. Det stod endda i tilstandsrapporten. Men da vi så fik skiftet vinduerne, kunne vi tydeligt se, at der på ingen måde var hulmursisoleret, for hulmuren var simpelthen tom. Ydervæggene var meget kolde, og man kunne endda mærke det på afstand af væggene.

 

Projektets rådgivere

Rådgivning

Til gasfyret snakkede vi med nogle leverandører og fik tilbud på forskellige typer af fyr. Vi researchede det også meget på nettet. Vi havde været på en del boligmesser, før vi gik i gang med vinduerne. Vi valgte vinduer i træ med aluminium udvendigt. Vi valgte også en enkel stribe eller sprosse i midten af vinduet, fordi det er sådan et stort vinduesparti. Det skulle jo passe ind i huset, så vi tegnede selv huset for at være sikre på, hvordan det ville se ud. Vi overvejede selv at isolere hulmuren, men endte med at få de professionelle til det. Vi havde haft besøg af en energikonsulent, der lavede en rapport, der også anbefalede hulmursisolering.

 

Økonomien

Økonomi

Vi havde regnet udskiftning af fyret med ind i vores beregninger, da vi lånte til huset. Udgiften er jo hurtigt tjent ind. Vvs-manden, der stod for installationen, stod også for at skaffe tilskud til skrotning af oliefyret, så det blev simpelthen trukket fra regningen. Til vinduerne brugte vi vores opsparing, for vi havde forberedt os på at være husejere i nogle år. Vi havde sørget for at have penge til overs efter selve købet af huset til den her type forbedringer. Opsparingen dækkede også hulmursisoleringen, selvom det jo ikke var en udgift, vi havde regnet med. Vi brugte håndværkerfradraget til alle 3 projekter. Det har hjulpet os meget, at vi kunne drage nytte af tilskud og fradrag.

 

Processen

Forløb

Arbejdet med fyret var hårdt. Vi var 6 mand om at bære oliefyret ud, og så skulle vi bryde gulvet op for at skifte rørene. Skorstenen skulle også tages ned. Det hele skulle jo gerne være færdigt, før vi flyttede ind, så vi boede stadig i lejlighed inde i byen på det tidspunkt. Så der var meget planlægning, og det var svært at få det hele til at gå op. Til vinduerne brugte vi en lokal tømrer, men hjalp også selv til. Hele processen tog 6 uger, fra vi valgte de speciallavede vinduer, til de var lavet og sat op. Hulmursisoleringen tog 5-6 timer, efter at håndværkerne tidligere havde målt huset op.

 

Resultatet

Resultat

Med vores 3 energibesparende forbedringer og vores andre forbedringer er det blevet et meget bedre hus at bo i. Hvis vi ville sælge huset, så ville vi kunne tjene på det allerede nu på grund af forbedringerne. De sparer os også for rigtig mange penge i dagligdagen. Vi har mere end halveret de samlede udgifter til el og varme. Det nye fyr kører bare, og med de nye vinduer trækker det slet ikke længere. Det er så behageligt nu. Vi har fået et helt andet lys, især her i stuen, og de nye vinduer har givet huset et helt andet og moderne udtryk. Med hulmursisoleringen er væggene ikke kolde længere. Vinduerne og hulmursisoleringen har gjort huset meget støjfrit, og vi hører slet ikke lastbilerne på hovedvejen længere. Vores næste projekt bliver nok at skifte taget og få efterisoleret loftet.

 

Økonomi

Energiforbrug før
40.800kr./år
Energiforbrug efter
21.200kr./år
Hvad har det betydet økonomisk?
19.500kr./år

Hvad kostede det?

Forbedringer
Udgift
Hulmursisolering
14.000kr.
Skift til naturgas
50.000kr.
Fra vinduer med 1 lag glas til energivinduer
40.000kr.
I alt
104.000kr.

Udbytte

Hvor meget bedre er huset blevet at bo i?

Hvor svært var det at udføre forbedringen?

 

Fordele

Bedre dagslys
Mere plads
Mindre støj
Mindre træk
Mindre vedligeholdelse
Sundere indeklima

Gode råd over hækken

Vi vil anbefale andre at skifte til naturgas
Der er kun meget lidt at spare ved at vælge billige vinduer
Case om hulmursisolering, nye vinduer og konvertering til naturgas, Sanne fra Sønderborg

Denne case er skabt i samarbejde med:

SEAS-NVE

Om casebanken

Alle historier i casebanken er udtryk for enten boligejernes, boligadministratorens eller entreprenørens egne synspunkter og holdninger, ligesom tal for investering og energiforbrug før og efter renoveringen kommer fra selvsamme.

I de tilfælde, hvor de aktuelle energipriser ikke er oplyst, har vi brugt gennemsnitlige energipriser og korrigeret energiforbruget efter vejret.

Forbedringer og typiske besparelser

Hulmursisolering

Typisk besparelse ved hulmursisolering

50-100 kr./år pr. m2 hulmur du isolerer

Forudsætning for beregning: Gennemsnitlig energipris og isoleringsniveau

Skift til naturgas

Typisk besparelse ved skift til naturgas

Fra vinduer med 1 lag glas til energivinduer

Typisk besparelse ved fra vinduer med 1 lag glas til energivinduer

30-340 kr./år pr. m2 vindue du skifter

Forudsætning for beregning: Gennemsnitlig energipris og vindue

Sådan kommer du selv i gang

Sådan kommer du selv i gang

Hvis du overvejer at renovere, anbefaler vi, at du starter med at tage fat i en rådgiver.

Den bedste måde at starte et renoveringsprojekt er at få hjælp af en rådgiver til at finde ud af, hvad der kan betale sig, og i hvilken rækkefølge det skal gøres.

Vælg en energirådgiver, de er uddannet til at indtænke energibesparelser i dit projekt.

Læs mere om rådgivning