Mindre vedligehold og bedre driftsikkerhed med pillefyr og solfanger

Mindre vedligehold og bedre driftsikkerhed med pillefyr og solfanger

Det ældre pillefyr, som opvarmede den ældre landejendom, gik alt for ofte ud. Med et nyere af slagsen er bekymringerne forsvundet.

Hvem bor i huset?

Kjeld bor i huset med sin kone og 4 børn. Parret, som begge er 38 år, har en datter på snart 10 år og trillinger på snart 5 år.

Kjelds kone er pædagogmedhjælper, mens Kjeld selv er mekaniker og kører rundt i Nordjylland og reparerer gaffeltrucks.

Deres tidligere bolig lå på en 3.500 m2 grund, og parret ledte egentlig efter noget med mindre plads. Men så faldt de for netop denne nyistandsatte ejendom med dens 7.500 m2. De ledte ikke efter al den udenomsplads, men nu er der også plads til datterens heste.

Beslutningen om projektet

Hvorfor besluttede I jer for at starte jeres projekter?

Da vi flyttede ind i huset, var der et pillefyr. Dem vi købte huset af, havde sat det op, for da de købte huset, var der halmfyr.

Men pillefyret var gammelt og ustabilt, og det var ikke specielt økonomisk. Der var meget at vedligeholde, og der var mange stop. Så når vi havde været i byen, kunne vi risikere, at det var gået i stå, når vi kom hjem, og det var selvfølgelig rigtig irriterende.

Efter vi havde boet i huset i et par år, blev min kone gravid med trillinger, og så tænkte vi, at vi hellere måtte få fat i noget, der duede, for så blev tiden besat med andre ting.

Projektets rådgivere

Hvad fik I af rådgivning til projektet?

Jeg er så heldig, at min svoger faktisk er leverandør af bl.a. pillefyr, så han havde lavet mange af dem. Jeg havde derfor set, at det var meget nemt og simpelt at vedligeholde og rengøre. Så det var en af grundene til, at vi valgte netop denne løsning.

Jeg ville egentlig gerne have haft et brændefyr, for det har jeg haft før, og det kan jo være gratis, hvis man har træer at fælde. Men det kræver tid at kløve brændet, og den tid havde jeg ikke.

Økonomien

Hvilke tanker gjorde I jer omkring økonomien i projektet?

Vi havde et overskud fra salget af vores forrige hus og tog et lån i friværdien af det nye. Ellers brugte vi håndværkerfradrag i det omfang, vi kunne.
Processen

Hvordan var forløbet for selve arbejdet?

Jeg tog selv det gamle pillefyr ned, hvilket tog et par dage. Desuden hængte jeg selv det skelet op, som solfangeren hænger på, og jeg trak selv slanger fra fyrrummet og ud til solfangeren. Da jeg havde gjort det, fik jeg hjælp af leverandøren til at stille det nye op.

Jeg tror, det hele tog 2 dage, og så var det oppe at køre. Der var ikke nogen problematikker undervejs.

Resultatet

Hvordan har projektet ændret huset?

Det bedste er, at vi ikke skal være bange for, at pillefyret går ud, og det er koldt, når vi kommer hjem. Vi skal heller ikke rense det hver dag, ligesom vi skulle med det gamle.

Der har ikke været problemer, siden vi fik det installeret, men der har været lidt slitage, da der er en rist, der bliver slidt op i brænderen. På de seneste 5 år har vi brugt et par tusinde på vedligeholdelse.

Vi mangler at få efterisoleret 1. sal, for når det blæser, kan vi mærke træk fra trappen. Så når vi får tid til at efterisolere loftet, bliver det endnu bedre. Det blæser meget, her hvor vi bor, så hvis jeg kan, vil jeg gerne have en vindmølle. Men det er lidt kompliceret med reglerne for vindmøller.

Økonomi

Energiforbrug før
46.500kr./år
Energiforbrug efter
29.600kr./år
Hvad har det betydet økonomisk?
17.000kr./år / 37%

Hvad kostede det?

Forbedringer
Udgift
Skift til biobrændsel
72.000kr.
Solvarmeanlæg
48.000kr.
I alt
120.000kr.

Udbytte

Hvor meget bedre er huset blevet at bo i?

Hvor svært var det at udføre forbedringen?

 

Fordele

Mindre vedligeholdelse

Gode råd over hækken

Bare gå i gang!

Forbedringer og typiske besparelser

Skift til biobrændsel

Typisk besparelse ved skift til biobrændsel

Solvarmeanlæg til varmt vand

Typisk besparelse ved solvarmeanlæg til varmt vand

250-740 kr./år pr. m2 solfanger du installerer

Forudsætning for beregning. Gennemsnitlig energipris og varmetype

Sådan kommer du selv i gang

Sådan kommer du selv i gang

Hvis du overvejer at renovere, anbefaler vi, at du starter med at tage fat i en rådgiver.

Den bedste måde at starte et renoveringsprojekt er at få hjælp af en rådgiver til at finde ud af, hvad der kan betale sig, og i hvilken rækkefølge det skal gøres.

Vælg en energirådgiver, de er uddannet til at indtænke energibesparelser i dit projekt.

Læs mere om rådgivning