Bornholmsk kulturarv fik moderne komfort

Forløb

Vi valgte at bruge et isoleringsmateriale, som hedder celleglas, som ikke er så almindeligt brugt. Det kan ikke suge vand, det er brandsikkert, og der kan ikke gå råd og svamp i det.

Det første vi gjorde var at isolere gulvet. Fordelen ved at bruge celleglas til at isolere gulvet var, at vi så ikke behøvede at grave så meget ud. Det ville nemlig have været et problem i Karnaphuset, fordi det ikke havde noget fundament. Væggene er lavet af ler, og hvis vi gravede for dybt, ville væggen begynde at synke. Kulturstyrelsen ønskede at installere gulvvarme, hvilket kræver meget isolering under gulvet. Celleglasset kan lægges direkte oven på jorden, og så kan man bygge sin konstruktion ovenpå. Det er ikke en løsning, der som sådan findes nogen anvisninger på, så vi var nødt til at specialstrikke den ud fra vores erfaringer med lignende projekter. Af samme grund havde vi også en ingeniør koblet på opgaven, som sagde god for den her løsning.

Væggene skulle også isoleres. Da vi pillede træpanelerne af væggene opdagede vi, at der på bagsiden af bindingsværket sad lersten og lerklining – altså en slags isolering med ler, som panelerne var trykket fast i, da den stadig var våd. På grund af indvendig fugt, var der i årenes løb gået både råd og borebiller i træpanelerne. Vi udskiftede lerisoleringen med celleglas for at sikre, at der ikke kunne opstå fugtproblemer senere.

Til sidst udskiftede vi det gamle oliefyr med fjernvarme. Det lykkedes at skjule hele fjernvarmeinstallationen i et skab i entreen og køre al rørføring i gulvet. På den måde kom vi også af med de store, gamle radiatorer. Fjernvarmen er suppleret af en brændeovn til de rigtig kolde dage.