BETA
Vi laver nyt site, og det kan godt rode lidt imens. Du er nu på det gamle site. Prøver du at komme på sparenergi.dk? Ryd din cache (i browserhistorik) for at komme derhen.

Huset er blevet varmere og har fået et helt nyt udtryk

Huset er blevet varmere og har fået et helt nyt udtryk

Med en række forbedringer over kort tid har Toni og Wilfried fået det hus, de havde drømt om. Det har givet markante besparelser og et hus, som både er varmere og har fået et visuelt løft.
Hent case

Beboere

Parcelhuset ligger i en forstad til København og blev bygget i 1965 og købt af Toni og Wilfried i 1974. Dengang var huset i 1 plan med et næsten fladt tag, indtil Toni og Wilfried i 1985 tilføjede en ekstra etage under det nye og isolerede tag med høj rejsning.

Tyske Wilfried mødte Toni, da han på en fornøjelsestur sejlede til Danmark. Siden har de fået 2 døtre og er også blevet bedsteforældre. Toni er efterlønner efter at have arbejdet i banksektoren, mens Wilfried er pensioneret entreprenør-mekaniker.

Ude i haven leder et egern efter de valnødder, det har gravet ned. Det var netop haven sammen med beliggenheden tæt på vandet, deres arbejde og S-toget, der gjorde huset til det rigtige for Toni og Wilfried.

 

Beslutningen om projektet

Beslutning

Vi havde selv serviceret oliefyret i 33 år, indtil det ikke længere var lovligt. Vi brugte i forvejen for meget olie, så derfor traf vi beslutningen. Samtidig bekymrer vi os også om miljøet og klodens ressourcer, for det går galt en dag. Derfor ville vi skifte til en mere fremtidssikret løsning. Da vi skiftede taget og tilføjede førstesalen, planlagde vi at få udskiftet vinduer og få efterisoleret sokkel og ydervægge udvendig. På grund af manglende tid og penge tog det nogle år, men vi ville ikke have en stor gæld på grund af det. Vinduerne var fra 1960'erne, og de var ved at rådne. Det trak meget fra dem, og det hele raslede og klaprede, når det blæste, og man kunne ikke sidde tæt ved dem. De oprindelige ydervægge var af gasbeton, og de var kolde at røre ved. Vi kunne også mærke træk og kuldestråling fra de kolde vægge. Men det allervigtigste var husets udseende. Før var huset malet hvidt, nu ville vi have gule mursten. Udseendet betød allermest. Soklen er jo en naturlig del af efterisoleringen af ydervæggene, for vi ville have det gjort ordentligt.

 

Projektets rådgivere

Rådgivning

Vi lavede selv alle beregninger på, hvad vi kunne spare af penge med en anden type opvarmning og med nye vinduer og isolering af væggene. Til varmepumpen endte vi med at svensk firma. Med sin baggrund som mekaniker kan Wilfried selv læse tekniske tegninger, så vi valgte faktisk en større varmepumpe, end installatøren foreslog. Vi skiftede selv vinduerne, men havde så en murer til at mure væggen under vinduerne op igen. Det var den samme murer, der stod for isolering af ydervægge og sokkel.

 

Økonomien

Økonomi

Vi havde i forvejen omprioriteret vores lån, så vi havde pengene til det. Udskiftningen af oliefyret til luft til vand-varmepumpen handlede primært om, hvad vi kunne spare fremover, så det var ikke for at få bedre eller mere varme. Når det gælder vinduerne, handlede det både om bedre komfort og isolering, så vi kunne holde bedre på varmen. På den måde ville vi jo spare på strømmen til vores varmepumpe. For facaden betød husets udseende dog allermest, og økonomien betød mindre.

 

Processen

Forløb

Generelt forløb arbejdet efter planen, og det var nemt. Wilfried lavede selv en del af arbejdet og fjernede bl.a. selv oliefyret, stod for alt det indvendige, skiftede selv vinduerne og var med til at grave ud til soklen. Det sparede vi da penge på, men han kunne alligevel ikke lade være. Installatøren satte varmepumpen til på 1 dag, og den kører bare. Vi har stadig de samme radiatorer og har ikke fået gulvvarme. Hvad angår ydervæggene, så valgte mureren alle materialer, vi købte dem ind, og så brugte han materialerne. Han var virkelig dygtig og kompetent. Der var en god stemning, og vi gik godt i spænd med ham. Hele projektet tog omkring 2 måneder. Vinduerne er af træ, og vi har fået mere lys, fordi de er malet hvide. Ydervæggene er isoleret med 14 cm isolering og så med de gule mursten udenpå. Vi gravede ned til soklen med håndkraft og tilføjede 40 cm flamingo til isolering.

 

Resultatet

Resultat

Vi har opnået meget store besparelser. Det er vi ovenud tilfredse med. Vi havde drømt om at få lavet de ting i mange år, så det er en drøm, vi har opfyldt. Det er en meget stor tilfredsstillelse at få det gjort, og det er blevet så dejligt at bo i huset nu. Det er væsentligt billigere at varme op, der er mindre vedligeholdelse og klart bedre komfort. Miljøet har også en stor betydning, og det er godt at vide, at vi pga. varmepumpen også er med til at hjælpe miljøet. Varmepumpen kører helt uden problemer, og vi har fået mulighed for at tage skorstenen ned. Vinduerne har gjort en meget stor forskel for vores komfort. Det trækker ikke længere, så vi kan sidde tættere ved vinduerne. Med den nye facade har vi udseendemæssigt fået et helt andet hus. Det har vi fået mange positive kommentarer til. Væggene er også lune at røre ved. Den nye sokkel har givet en stabilitet på huset, og nu har vi et fundament, som ikke revner. Siden har vi også fået isoleret etageadskillelsen og gulvet, så nu mangler vi bare at blive færdige med køkkenet og bryggerset, så er vores nye hus helt færdigt.

 

Økonomi

Energiforbrug før
33.800kr./år
Energiforbrug efter
18.900kr./år
Hvad har det betydet økonomisk?
14.900kr./år

Hvad kostede det?

Forbedringer
Udgift
Isolering af let ydervæg, udefra
160.000kr.
Isolering af sokkel
-
Skift til luft til vand-varmepumpe
73.000kr.
Udskift vindue, som har 1 lag glas
-
I alt
233.000kr.

Udbytte

Hvor meget bedre er huset blevet at bo i?

Hvor svært var det at udføre forbedringen?

 

Fordele

Mindre støj
Mindre træk
Mindre vedligeholdelse
Bedre indeklima

Gode råd over hækken

Det er vigtigt at finde gode håndværkere
Wilfred og Toni fra Brøndby

Denne case er skabt i samarbejde med:

Om casebanken

Alle historier i casebanken er udtryk for enten boligejernes, boligadministratorens eller entreprenørens egne synspunkter og holdninger, ligesom tal for investering og energiforbrug før og efter renoveringen kommer fra selvsamme.

I de tilfælde, hvor de aktuelle energipriser ikke er oplyst, har vi brugt gennemsnitlige energipriser og korrigeret energiforbruget efter vejret.

Forbedringer og typiske besparelser

skift til luft til vand varmepumpe

Typisk besparelse ved skift til luft til vand-varmepumpe

Sådan kommer du selv i gang

Sådan kommer du selv i gang

Hvis du overvejer at renovere, anbefaler vi, at du starter med at tage fat i en rådgiver.

Den bedste måde at starte et renoveringsprojekt er at få hjælp af en rådgiver til at finde ud af, hvad der kan betale sig, og i hvilken rækkefølge det skal gøres.

Vælg en energirådgiver, de er uddannet til at indtænke energibesparelser i dit projekt.

Læs mere om rådgivning