BETA
Vi laver nyt site, og det kan godt rode lidt imens. Du er nu på det gamle site. Prøver du at komme på sparenergi.dk? Ryd din cache (i browserhistorik) for at komme derhen.

Guide: Tjek isolering på loft og tag

Guide: Tjek isolering på loft og tag

Guide: Tjek isolering på loft og tag

Her får du hjælp til selv at tjekke isoleringen på dit tag og loft og overblik over, om du trænger til at få efterisoleret.

Husk, at du i mange tilfælde kan få tilskud til at efterisolere tag og loft.

1Loft
2Skunk & skråvægge
3Fladt tag
4Lemme

Isolering på loftet

Sådan tjekker du

Efterisoler loftet hvis isoleringen er utæt eller der er mindre end 175 mm

Tjek, om isoleringen på loftet slutter tæt omkring loftsbjælkerne, og mål isoleringens tykkelse. Hvis isoleringen ikke slutter tæt, eller der er mindre end 175 mm, bør du overveje at få efterisoleret.

Sådan forbedrer du

Det er nemt at efterisolere, hvis du har et hus med gitterspærtag – altså hvis du har et tilgængeligt ikke-udnyttet tagrum eller loft. Det er dog vigtigt at udføre arbejdet helt korrekt, da der ellers kan opstå fugt på loftet efterfølgende.

Isoler, så der bliver mindst 300 mm i alt.

Isolering i skunk og skråvægge

De fleste huse med udnyttet tagetage har en skunk. En skunk er det skrå i hjørnet mellem loftets/den øverste etages væg og det nederste af taget i et hus.

Sådan tjekker du

Efterisoler skunken hvis der er mindre end 200 mm isolering

Tjek, om skunken er isoleret mod taget, og tjek isoleringen i skråvæggen – den kan du se fra skunken eller loftrummet. Hvis der er mindre end 200 mm i skunk eller skråvæg, bør du få efterisoleret, hvis der er plads til det.

Sådan forbedrer du

Det tager ca. 1-2 dage for en håndværker at efterisolere et skunkrum, med mindre der er særlige udfordringer. Det er vigtigt, at arbejdet bliver udført helt korrekt, da der ellers kan opstå fugt i skunk og skråvægge efterfølgende.

Isoler, så der bliver mindst 300 mm i alt. Hvis du udskifter dit tag, skal du sørge for at isoleringen lever op til bygningsreglementets regler.

 

 

Fladt tag

Sådan tjekker du

Efterisoler hvis der er mindre end 200 mm

Tjek isoleringen ved at fjerne 1 eller 2 udhængs- eller sternbrædder – de lodrette brædder, som afslutter spærene. Mål tykkelsen med en tommestok. Er der mindre end 200 mm, bør du efterisolere.

Sådan forbedrer du

Hvis du har fladt tag med tagpap, er det oplagt at få det efterisoleret, hvis du alligevel skal have repareret eller skiftet tagpappet. Er taget helt vandret eller hælder meget lidt, bør du give det nye tag et fald på mindst 2,5 cm pr. meter. Det er vigtigt, at arbejdet bliver udført helt korrekt, da der ellers kan opstå fugt i taget efterfølgende.

Isoler med mindst 300 mm i alt.

Lemme

Sådan tjekker du

Tjek, om dine lemme til loft og skunkrum lukker tæt og er isolerede. En tynd lem er normalt uisoleret.

Du kan tjekke, om en lem er tæt, ved at føre et tændt stearinlys rundt langs kanten af den lukkede lem og se, om flammen blafrer – helst en dag, hvor det blæser.

Sådan forbedrer du

Sæt nye tætningslister på, så lemmen bliver tæt, og sæt isolering på bagsiden. Der er som regel plads til 50-100 mm, når lemmen stadig skal kunne åbnes.

Du kan også købe en ny, isoleret lem, der lukker tæt.

1 of 4

 

 

Guide: Tjek isolering på loft og tag

Siden er opdateret 13.10.2022 Kommentér denne side Til top