Grundlæggende er det svært at blive meget specifik omkring kvalitet i udbudsmaterialet, da man i et ESCO-projekt ikke ved præcis, hvad man udbyder. Bygningsejeren ved ikke, hvilke tiltag ESCO-leverandøren vil foreslå. Bygningsejeren har dog altid vetoret i forhold til kvalitetskrav og kan i yderste konsekvens udlade at benytte et tiltag, hvis kvaliteten ikke er i orden.

Tilbud ud fra eksisterende forhold

ESCO-leverandøren laver som udgangspunkt sit tilbud ud fra de eksisterende forhold. Så hvis energibesparelsen f.eks. skal estimeres i et lokale med dårlig lyskvalitet, udregnes besparelsen ud fra energiforbruget med den eksisterende lyskvalitet.

Er bygningsejeren klar over, at lyskvaliteten skal ændres, f.eks. at lux skal ændres fra 100 til 200, skal de mulige energibesparelser regnes ud fra energiforbruget ved de 200 lux.

Retningslinjer for tilbudskatalog

I tilbudsfasen kan man indarbejde nogle kvalitetsmæssige retningslinjer for, hvad ESCO-leverandørerne skal aflevere i deres tilbudskatalog. Det kan f.eks. være:

  • Beskrive, hvilke tiltag de vil udføre
  • Beskrive, hvilke forudsætninger de arbejder med (f.eks. driftstid på ventilationsanlæg)
  • Beskrive, hvilke komponenter de vil udskifte
  • Beskrive, hvilke følgearbejder der kommer ved de tiltag, som skal udføres
Kvalitetsniveau

I vurdering af de indkomne tilbud bør kvalitet også være en vigtig parameter. Kvalitet handler bl.a. om, hvor realistisk tilbuddet er. F.eks. kan et forslag være at slukke for ventilationen i perioder på en skole, men det vil ofte give utilfredshed blandt brugerne og forringelser i indeklimaet.

Kvalitet kan også være, at tilbudsgiver har styr på følgeomkostninger til service-abonnementer osv.

Som ved almindelige renoveringsprojekter er det i sidste ende bygningsejerens ansvar, at kvalitetsniveauet bliver tilfredsstillende. Det betyder bl.a., at man skal være meget omhyggelig i vurdering af tilbud og forslag til tiltag og sikre sig, at man ikke accepterer tiltag udelukkende på grund af de økonomiske besparelser.  

Herudover bør bygningsejeren stille krav om, at indeklimaet efter renoveringen minimum er som før eller evt. forbedret på nogle områder.

Læs mere