Indkøbsanbefalinger for tv-apparater v6.0
Tv-apparater bliver større og større, f.eks. bruger et 65” fladskærms-tv ca. dobbelt så meget strøm som et tilsvarende 43”. Vær også opmærksom på standbyforbruget, hvis tv'et er med netværksforbindelse.
Opdateret december 2023
Anbefalinger omfatter tv-apparater uanset skærmtype og størrelse.
Anbefalingen er baseret på EU’s energimærkningsordning af elektroniske skærme, Kommissionens Delegerede Forordning (EU) Nr. 2019/2013.
Anbefaling for alle tv-apparater
- Vælg energiklasse E eller bedre
Bemærk, at der er mindstekrav til tv-apparaters forbrug i slukket, standby og netværksforbundet standby-tilstand og krav om energistyring. Kravene fremgår af ecodesign-forordning (EU) 2019/2021.
Målestandarder
Der er endnu ikke offentliggjort harmoniserede standarder for tv/elektroniske skærme. Målinger for tv skal derfor udføres efter retningslinjerne i forordning (EU) 2019/2021 med ændringerne i forordning 2021/341 (for ecodesign) eller i forordning (EU) 2019/2013 med ændringerne i forordning (EU) 2021/340 (for energimærkning) - eller andre pålidelige, nøjagtige og reproducerbare metoder.
For standbyforbrug kan anvendes standarden EN 50564:2011: Electrical and electronic household and office equipment – Measurement of low power consumption.
Totalomkostninger
Totalomkostninger er de samlede omkostninger til indkøb og brug af produktet. I kan anvende totalomkostningerne som tildelingskriterium i forbindelse med udbud.
Se værktøjer til beregning af totalomkostninger for elektroniske skærme