Sparer penge

Skåner klimaet

Bedre samvær

Clizia Lund bor med sine 2 teenagebørn i en lejlighed på Nørrebro i København. Hun har i nogle år været bevidst om at spare på energien, fordi hendes datter går op i at passe på klimaet. Clizia har for alvor sparet på energien, nu hvor priserne på el og varme er steget.

Har taget spareråd i køkkenet til sig

Clizia holder meget af at lave mad, men hun har samtidig erfaret, at der er flere steder i køkkenet, hvor hun har kunnet spare på energien. Priserne er nemlig allerhøjest i det tidsrum, hvor hun plejer at lave mad. Derfor har hun fundet nye smartere måder at bruge sit køkken på:

”Det har gjort, at jeg har ændret på nogle vaner, f.eks. i forhold til at lave mad til flere dage ad gangen – invitere gæster og så vide, at jeg laver rester til mig selv til de næste par dage,” fortæller hun.

Image

Kvalitetstid uden skærme

Clizias nye vaner har også betydet, at familien på Nørrebro er blevet god til at bruge tid på aktiviteter, der ikke bruger strøm. Det gælder hver for sig, men især også de stunder, de tilbringer sammen:

”Noget af det, vi har prøvet at ændre på, er at bruge aftenerne på noget andet end ting, der bruger strøm. Vi har undervejs fundet ud af, at vi godt kan hækle, spille spil, læse bøger eller tale sammen. Det er faktisk ret hyggeligt, når man har teenagebørn, at de også vil være med til at tale sammen,” fortæller hun.

Fælles indsats i boligforeningen

I Clizias almene boligforening har de fælles udgifter til energi. De hjælpes ad med at finde den bedste måde at minimere fællesudgifterne og inspirerer hinanden til, hvordan de hver især kan spare på energien derhjemme. 

”Det handler jo ikke kun om mit lille regnskab herhjemme. Det handler også om alle de andre naboer. Så det har været en spændende proces at finde ud af, hvor vi kan minimere fællesudgifterne, og hvordan vi kan inspirere hinanden til at spare,” siger hun.

For Clizia er gode energivaner nemlig blevet en del af hverdagen, som hun deler med både sin familie, sine venner og sine naboer. Hun uddyber:

”Nye vaner kommer ved, at man hjælper hinanden og bakker hinanden op og får snakket. Jeg gør det både med min familie, men også med mine venner. På den måde bliver det en del af min hverdag, og så er det lige pludselig ikke længere en forandring. Så er det bare en del af det liv, vi lever.”

Case opdateret 2024 

Clizias konkrete sparetips

Køkkenet
  • Lav mad til flere dage ad gangen.
  • Brug brødristeren i stedet for ovnen.
  • Begræns brugen af elektroniske apparater såsom røremaskinen.
  • Genbrug vandglas.
Lys
  • Brug LED-lyskæder til at skabe hygge.
Varme
  • Brug gulvtæpper hvis der er fodkoldt.
  • Flyt møbler fra radiatorerne.
Image

Vores energiaftale

Er du klar til at indgå en aftale med dig selv om at spare energi, penge og CO2? Se spareråd i hverdagen og mulige renoveringer, sæt dig mål og hold dig selv op på dem. Indtast din adresse for at komme i gang