Funkisvillaens ydervægge
Enkelte funkisvillaer har massive ydervægge, men de fleste har hulmur. Det er som regel en god investering at isolere hulmuren. Det kan endda være en god ide, selvom hulmuren er isoleret tidligere. Få gode råd her.
Bliv klogere på funkisvillaen
Spar varme i funkisvillaens ydervægge
Se, hvordan du vedligeholder og forbedrer ydervæggene i din funkisvilla. Gode, velisolerede vægge holder bedre på varmen og modvirker problemer med fugt og skimmel. Du kan også undgå eller udsætte større renoveringer i fremtiden.
Vægtyper i funkisvillaen
Ydervæggene består som regel af en hulmur i form af en formur og en bagmur af mursten med hulrum imellem. Væggene er ofte pudset op. Nogle funkisvillaer er dog opført med jernbetonvægge støbt på stedet.
Sådan tjekker du vægtypen
Du kan tjekke murtypen på de originale tegninger af huset eller teste ved at bore et hul i væggen. Hvis støvet er gråt/hvidt, har du betonvæg. Hvis støvet er gult eller rødt, har du murstensvæg.
Sådan vedligeholder du ydervæggen
Tjek for revner og huller
Tjek f.eks. 1 gang om året pudsede mure eller murværk og fuger for revner og huller. Tjek også husets sokkel.
Reparer ved at udkradse og genudfylde revner og huller. Ved større revner kan du evt. indlægge armeringsnet.
Hvis mursten er beskadigede, skal de skiftes ud – f.eks. med genbrugsmursten, der ligner de andre.
Hvis du har pudsede mure
Funkisvillaens pudsede mure er oprindeligt overfladebehandlet med kalk, men kalken kan være blevet erstattet med mere tæt maling. Det kan give afskalninger, fordi fugt ikke kan trænge ud.
Det kan derfor være en god ide at rense malingen af og fortsætte med kalkning eller en diffusionsåben maling.
Sådan forbedrer du ydervæggen
Isoler hulmuren
Hvis hulmuren ikke er isoleret, er det en god idé at isolere den.
Selvom hulmuren sikkert tidligere er isoleret, kan det ofte betale sig at isolere den igen.
F.eks. hvis isoleringen er faldet sammen med årene, eller hvis den er isoleret med Leca. Leca holder kun halvt så godt på varmen som standardisolering.
Hvis du isolerer hulmuren
Tal med håndværkeren om isoleringsmaterialet. Det er en fordel at bruge kapillarbrydende isolering til at beskytte væggen mod fugt. Funkisvillaens ydervægge er særligt udsatte for fugt, da der er ydervægge i 2 etager og næsten ikke noget tagudhæng til at beskytte væggene mod regnen.
Det kan også være en fordel at vælge et materiale, der isolerer bedre end standardisolering. Så holder hulmuren bedre på varmen, og du behøver måske ikke at isolere på andre måder også.
Hulmur var et meget nyt begreb på funkisvillaens tid, så byggesagsbehandlerne stilledede krav om, at de murede ydervægge var massive ud for og under bjælkelagene ved etageadskillelser.
Isoler ydervæggen udefra
Hvis dine murstensydervægge har mindre end 100 mm isolering, er det ofte en god idé at isolere dem. Det er dog et stort projekt og kan gå ud over villaens udseende, bl.a. fordi der ikke er noget tagudhæng til at dække over tykkere vægge. Overvej at alliere dig med en arkitekt.
Enkelte funkisvillaer er opført med jernbetonvægge, hvor ydervæggene er støbt på stedet. De kunne f.eks. bestå af beton isoleret med halmasfalt eller med korkplader på indersiden.
Sådan vedligeholder du ydervæggen
Tjek for revner og huller
Du vedligeholder jernbetonvæggene ved at passe godt på betonens dæklag, der beskytter armeringen. Reparer også fine revner i overfladen. Tjek mindst 1 gang om året.
Dæklaget af beton kan være ret tyndt, og vand kan trænge ind ad små revner og få jernet til at ruste, så betonstykker skaller af. Vand kan også give frostsprængninger, der forstørrer revnerne.
Tjek for rustfarve
Vær opmærksom på rustfarvede skjolder og ”løbere” på ydervæggene. De kan være tegn på nedbrydning inde i konstruktionen.
For at udbedre den slags skader kan du være nødt til at hugge betonen delvis ned, fritlægge og supplere armeringen og genudstøbe området. Få hjælp af en murer eller jord- og betonarbejder.
Kan du isolere ydervæggen?
Jernbetonvæggene i funkisvillaer er dårligt isoleret, men desværre er det svært at isolere dem bedre, når der ikke er hulmur.
Udvendig isolering
Udvendig isolering er komplekst og dyrt pga. det manglende tagudhæng. Det kan skade funkisvillaens værdi, fordi det ændrer på husets udseende. Det kan også være forbudt pga. bevaringsværdighed.
Indvendig isolering
Indvendig isolering kan godt lade sig gøre, men vi anbefaler det ikke, da det giver stor risiko for problemer med fugt og skimmel.
Tal med en rådgiver om mulighederne i dit konkrete hus, hvis du gerne vil isolere ydervæggen. Vi tilbyder gratis indledende rådgivning.
Se, hvordan vægge isoleres
Se i filmene, hvordan det foregår, når hulmur eller let ydervæg eller tung ydervæg isoleres.