Den modernistiske villas ventilation
Den modernistiske villa er oprindeligt naturligt ventileret med frisk luft fra vinduer og friskluftventiler. Nogle har i dag ventilationsanlæg. Få gode råd til at spare energi på ventilation af den modernistiske villa.
Bliv klogere på den modernistiske villa
Naturlig ventilation i den modernistiske villa
Den modernistiske villa har oprindeligt haft naturlig ventilation – altså ventilation uden ventilationsanlæg.
Den friske luft kommer ind gennem vinduer og friskluftventiler – men også utilsigtet gennem utætte vægge.
Monter friskluftventiler
Hvis den modernistiske villa har fået tættere vinduer, kan der mangle frisk luft. Så er det er en god ide at montere friskluftventiler i ydervæggene i alle opholdsrum ved vinduerne.
Placer ventilerne et lille stykke under loftet, så den friske luft klæber til loftet og opvarmes i stedet for at falde ned på beboerne. Det kaldes Coandaeffekten.
Hvis den modernistiske villa har friskluftventiler i forvejen, kan det være en fordel at få nye kondens- og lydisolerende friskluftventiler i de gamle huller.
Du kan også vælge vinduer med indbyggede friskluftventiler.
Hold aftrækskanaler rene
Hold aftrækskanaler i køkken, toilet og badeværelse rene, så luften kan komme ud. Tjek for støv og blade – f.eks. 1 gang om året som en del af forårsrengøringen.
Kanalerne skal være tætte og isolerede, så du undgår kondens.