Lav varmeregning og høj komfort med vertikal jordvarme
Da Jette skulle af med oliefyret, valgte hun en mere fremtidssikret varmeløsning i stedet. Det valg fortryder hun ikke i dag.
Jette, Rudersdal
Boligtype
Hus
Indsats
Fra oliefyr til vertikal jordvarme
Renoveringsår
2013
En fremtidssikret og grøn løsning
Jette og hendes nu afdøde mand fik bygget deres hus med oliefyr i 1969. Da huset knap 40 år senere blev moderniseret, og oliefyret var udtjent, valgte Jette en mere fremtidssikret opvarmningsform.
“Jeg har altid interesseret mig for husets forbrug og går op i klimarigtige valg. Derfor tog det heller ikke lang tid, før jeg besluttede mig for at få vertikal jordvarme,” siger Jette om beslutningen.
Det lette valg for øjet og øret
Ved at vælge vertikal jordvarme frem for f.eks. en luft til vand-varmepumpe ville Jette undgå, at hendes frodige have skulle graves op, og at hun skulle have en støjende udedel placeret lige ved terrassen.
Modsat horisontal jordvarme bruger vertikal jordvarme kun et areal på størrelse med ca. to havefliser, og plads til at boremaskinen kan stå på grunden. Derfra skal der graves en smal rende hen til huset eller garagen, hvor varmepumpen skal stå.
Sådan foregik det
- Den gamle olietank blev tømt, og oliefyret afmonteret og kørt væk.
- Der blev installeret radiatorer i husets kælder, og varmepumpe og varmtvandsbeholder blev sat op.
- Det tog 3 dage at bore det 196 m dybe hul, og herefter blev der lagt 800 m sonde i hullet.
En investering i fremtiden
Jette var alene om at træffe og finansiere beslutningen, men heldigvis havde hun stor kapitalpension til forbedring af huset. Hun så det som en investering i en løsning, der gjorde huset mere værd, gav hende en meget mindre varmeregning og ville holde resten af livet.
Før | Efter |
---|---|
Varmeregning 47.000 kr./år (2013-priser) | Varmeregning 18.200 kr./år (2013-priser) |
Drift af oliefyret | Passer sig selv |
Skæv varmefordeling | Jævn varmefordeling |
Fossilt brændsel | Klimavenlig varme |
Case opdateret 2023
Jettes gode råd til andre
- Inden du får jordvarme, skal du huske at søge tilladelse fra kommunen.
- Det er vigtigt at tænke på isoleringen af huset samt tilstrækkeligt med varmerør, inden du anskaffer dig en varmepumpe.
- Du skal ikke bruge mange m2 i haven til vertikal jordvarme. Derfor fungerer det også ved f.eks. rækkehuse.
- Få erfarne folk til at rådgive dig og brug et erfarent boreselskab.
- Hvis du vil søge tilskud, til udskiftningen af din varmekilde, så husk at gøre det, inden du skifter.