Sparer penge

Sænker elforbruget

Mere komfort og bedre indeklima

Har sparevanerne på rygraden

Hanne er opvokset i hus, hvor der blev sparet på ressourcerne – slukke lyset, lukke for vandet – det sidder stadig i hende. Og med de høje energipriser de senere år har vanerne fået stor værdi for hende. Hanne håber, at renovering af ejendommen snart kommer på dagsordenen, for hun beskriver sin lejlighed som utæt og gammeldags. Ejendommen blev bygget i 1939, og Hanne har boet her i 21 år: ”Især om vinteren kan jeg mærke, at byggeriet trænger til renovering, for det er svært at holde varmen på grund af kuldebroer. Og min altandør er så utæt, at man ikke skal have toupé på, når det blæser – så ville den flyve af”, fortæller Hanne med et glimt i øjet. 

Hannes egne varmetips

Foreløbigt må Hanne gøre, hvad hun selv kan for at håndtere kulden. Hun trækker gardinerne for, når det er mørkt og koldt udenfor. Og trækker dem fra så det sparsomme sollys kan komme gennem vinduerne om dagen og give lidt ekstra varme. Desuden bruger Hanne flittigt varmt tøj og tæpper som et ekstra tilskud til at spare på varmen. Hanne fortæller: “Om aftenen pakker jeg mig ind i tæpper, for at spare på varmen. Det er så hyggeligt med tæpperne”. 

Image

Sparer strøm, hvor hun kan

Hanne har skiftet til LED-pærer og husker at slukke lyset i de rum, hun ikke bruger. Hun sørger også for at slukke på kontakten, når hun ikke bruger apparater som computer og tv. For nylig er hun også begyndt at bruge en AirFryer i stedet for ovn ved madlavning, fordi den bruger mindre strøm. Hanne går meget op i at undgå klatvask og bruger gerne tøjet lidt længere, før det ryger til vask. Hun er nemlig helt bevidst om, at vaskemaskinen er en stor strømsluger. ”Jeg har heldigvis mulighed for at starte vaskemaskinen i løbet af dagen, hvor strømmen er billigere, og hvor støjen hverken generer eller vækker naboerne” forklarer Hanne. 

Åben over for at prøve noget nyt

Økonomien spiller en rolle, fordi Hanne er på førtidspension. Hun tænker meget over, hvordan hun kan få pengene til at række. Hun ser sig selv som en handy-woman, så hun overvejer at sætte nogle tætningslister på ved vinduer og døre, hvis hun kan få lov til det. ”Vi undgår jo nok ikke huslejestigninger, hvis ejendommen skal renoveres – men det kunne sikkert spare en del på varmeregningen, hvis den blev bedre isoleret. Hun afslutter med at fortælle, at hun altid åben for at prøve nye ting, hvis det kan hjælpe hende med at spare penge, så hun og Berta kan få lidt mere overskud i hverdagen.

Hannes konkrete sparetips

El
  • Tjek hvornår strømmen er billigst og flyt strømforbruget til de billigste timer. Husk at tjekke i husordenen, om det er ok at vaske tøj om aftenen/natten.
  • Skift til energibesparende LED-pærer.
  • Sluk for strømforbrugende apparater, du ikke bruger.
  • Brug dagslys i stedet for el-belysning.
Varme og lys
  • Træk gardinerne for, når det er mørkt.
  • Pak dig ind i et hyggeligt og varmt tæppe.
  • Tjek om du må tætne dine vinduer, døre og brevsprække i foreningens vedligeholdsreglement.
Image