Flæskesteg i airfryer
Hos Rasmus (@rasmussmedstrup) og hans familie handler december om at lave lækker julemad lidt nemmere og billigere - uden at gå på kompromis med traditionerne.
En flæskesteg i airfryer er perfekt til små familier, fordi man kan lave en mindre steg og spare på strømmen ved at droppe ovnen.
Læs med her og sæt tænderne i knasende sprøde svær. Så er julestemningen sikret!
Flæskesteg i airfryer med sovs og kartofler
Ingredienser
Til 4 personer skal du bruge:
- 1 flæskesteg på cirka 1,5 kilo
- 3-4 spsk salt
- 12 laurbærblade
- 0,5 liter vand
- 1 kg kartofler
- 2 spsk smør
- 2 spsk hvedemel
- 4-5 dl væske (gerne en blanding af stegesky fra flæsestegen, kartoffelvand og eventuelt bouillon)
- 0,5 dl piskefløde
- Salt og peber
- Eventuelt ribsgele og kulør
- Eventuelt et glas rødkål som tilbehør
Tid i alt
Cirka 1 time
Samlet arbejdstid: 10-15 minutter
Sådan gør du
- Sørg for at sværen på flæskestegen er ridset helt ned til fedtet uden at skære i kødet
- Læg stegen i airfryerkurven
- Hæld kogende vand over stegen, så det løber ned i bunden af airfryerkurven
- Gnid salt grundigt i sværen og på kødet
- Stik laurbærblade ned under stegen
- Steg ved 180°C i cirka 45 minutter
- Giv den derefter 20-25 minutter ved 200°C for at få sprøde svær
- Tjek kernetemperaturen på stegen, inden du tager den ud af airfryeren. Den skal være mellem 62-65°C. Hold øje undervejs - tiden kan variere efter størrelse og airfryer-model. Husk at gemme stegeskyen fra bunden af airfryeren til sovs
- Lad stegen hvile 20 minutter før udskæring
- Kog kartoflerne i saltet vand. Husk at bruge låg, og at kartoflerne ikke behøver være helt dækket af vand. Gem noget af kogevandet til sovs, når du hælder vandet fra kartoflerne
- Til sidst laves sovsen. Smelt smør i en gryde og rist melet af på en pande i et minut
- Tilsæt gradvist stegesky og kogevandet fra kartoflerne
- Afslut med piskefløde og smag til med salt og peber. Du kan også smage sovsen til med ribsgele og give den lidt farve med kulør
- Varm rødkål op i en lille gryde, hvis du ønsker at servere det som tilbehør til din flæskesteg
Energispareråd
Brug mikroovn eller airfryer frem for ovn
Hvis du har en mikroovn eller airfryer, så brug dem i stedet for ovnen, når det er muligt. Så kan du spare op imod 80 % af elforbruget.
Sæt låg på gryden
Sæt låg på gryden, når du koger kartofler, så sparer du op til 50 % på energiforbruget.
Kartofler, grøntsager og æg kan du koge i langt mindre vand, end de fleste plejer. Du kan f.eks. spare 30 % strøm ved at koge kartofler med lidt vand i stedet for at dække kartoflerne helt.
Obs!
Hvis du ikke har en mikroovn eller airfryer, så brug ovnens varmluftfunktion til de fleste retter. Så sparer du strøm og ovnen bliver hurtigere varm. Du sparer typisk 20-30 % sammenlignet med almindelig ovnfunktion.
Genopvarmning af flæskestegen
Brug mikroovnen eller airfryeren i stedet for ovnen, når du skal opvarme julerester og tilberede mindre portioner mad. Så bruger du mindre strøm. Skær flæskestegen i skiver og varm dem i 1-2 minutter i mikroovnen eller cirka 10 minutter i airfryeren.
Hvis du vil holde sværen sprød, så skær den af og giv den 2-3 minutter i airfryeren. Det er den perfekte kombination: Energivenligt, hurtigt og stadig rigtig lækkert - perfekt til juledagene, hvor der altid er rester i køleskabet.
Juletips med god energi
Julen er en helt særlig tid. Her kan du finde flere sjove, nemme og energivenlige opskrifter, der giver dig god energi til jul.