Ventilation i bungalowen
Bungalowen er oprindeligt naturligt ventileret med frisk luft fra vinduer og utætheder. Nogle bungalower har i dag ventilationsanlæg. Få gode råd til at spare energi på ventilation af bungalowen.
Bliv klogere på bungalowen
Naturlig ventilation i bungalowen
Bungalowen har oprindeligt haft naturlig ventilation – altså ventilation uden ventilationsanlæg.
Den friske luft kommer ind gennem oplukkelige vinduer og utætheder f.eks. omkring vinduer og ved samlinger mellem ydervægge og loft eller gulve.
Monter friskluftventiler
Hvis bungalowen har fået tættere vinduer, kommer der for lidt frisk luft ind. Det er en god ide at montere friskluftventiler i ydervæggene i alle opholdsrum ved vinduerne.
Placer ventilerne et lille stykke under loftet, så den friske luft klæber til loftet og opvarmes i stedet for at falde ned på dig og din familie. Det kaldes Coandaeffekten.
Hvis friskluftventilerne placeres forkert, vil man typisk lukke dem til, fordi det trækker, og så får du ikke frisk luft ind.
Du kan også vælge vinduer med indbyggede friskluftventiler.
Hold aftrækskanaler rene
Hold aftrækskanaler i køkken, toilet og badeværelse rene, så luften kan komme ud. Tjek for støv og blade – f.eks. 1 gang om året som en del af forårsrengøringen.
Kanalerne skal være tætte og isolerede, så du undgår kondens.
Hvis aftrækskanalerne på et tidspunkt er blevet lukket til, er det en god ide at åbne dem igen, så du genskaber den naturlige ventilation.