Forbedret indeklima

Frisk luft

Mindre varmeforbrug

Nyt hus med dug på ruderne  

Når man vågner en kold vintermorgen, er dug på indersiden af ruderne ikke det første, man har lyst til at få øje på i sit nye hus. Det var dog tilfældet for Sune og hans kæreste, hvilket blev et stort irritationsmoment for parret. Derfor valgte Sune at installere et ventilationsanlæg på loftet.

”Det var komforten, der betød mest, selvom det også er godt for både økonomien og husets værdi,” siger Sune om beslutningen.

Som maskinmester kunne Sune udføre det meste af arbejdet selv og fik kun lidt rådgivning af venner og bekendte. På den måde blev projektet ikke en så dyrt, som det ellers kunne være.  

2 renoveringer i 1

Rørene til ventilationsanlægget skulle isoleres, og det var nemmest at lægge dem på loftet og samtidig lægge 100 mm ekstra isolering over det hele.  

Parrets hus har en lav taghældning, så det var lidt mere besværligt at få plads til både isolering og ventilationsanlæg, end Sune først havde regnet med. Men det lykkedes i sidste ende uden overraskelser og problemer.

Image
På trods af den lave taghældning fik Sune plads til både ventilationsanlæg og ekstra isolering.

Sådan foregik det

  • En vvs’er hjalp Sune med at vælge det rigtige anlæg.
  • Det tog et par måneder for Sune at installere anlægget på loftet.
Image

Meget bedre indeklima

Med ventilationsanlæg og ny isolering er indeklimaet i huset blevet meget bedre, og der er ikke længere dug på ruderne.

”Du kommer ikke hjem til et hus, der lugter indelukket, og det er dejligt, at du slipper for at lufte ud,” siger Sune.

Samtidig sparer parret varme med den bedre isolering, og fordi det ikke er nødvendigt at lufte ud.

Case opdateret 2023

Sunes gode råd til andre

  • Det er vanskeligt at installere et ventilationsanlæg i et hus med lav tagrejsning, så betal dig fra det.
  • Du kan godt gøre nogle ting selv, så længe du har nogle at rådføre dig med.
Image