Nye vinduer satte en stopper for træk og kulde
Økonomien kom i anden række, da Lisbeth og Jørgen besluttede at skifte de gamle vinduer. Det vigtigste var at få det bedst mulige indeklima.
Lisbeth og Jørgen, Esbjerg
Boligtype
Hus
Indsats
Udskiftning af gamle vinduer
Renoveringsår
2010
Vi mærker en meget stor forskel i den generelle velvære i huset.
Rådne vinduer skulle ud
Der var råd i nogle af vinduerne på det hus, som Lisbeth og Jørgen flyttede ind i i Esbjerg i 2009. Det gav ubehageligt træk og skabte kuldebroer, og ægteparret var derfor indstillet på at udskifte dem.
”Vi ville selvfølgelig også gerne have noget med fornuftig varmeøkonomi, men formålet var især at forbedre indeklimaet,” fortæller de.
Jørgen søgte selv information om energivinduer på nettet. Da de havde fundet ud af, hvilken type vinduer de ville have, og hvem der kunne levere dem, gik det stærkt.
Forbedret indeklima
Håndværkeren brugte i alt 12 timer på at skifte alle vinduerne i huset, og ægteparret var ikke hjemme, mens arbejdet stod på.
Resultatet, de blev mødt af, da de kom hjem, har bekræftet dem i, at det var den rigtige beslutning og en god investering.
”I sidste ende var økonomien ikke et afgørende parameter; vinduerne skulle skiftes alligevel, og prisforskellen mellem de billigste og dyreste vinduer var marginal. Det, som betød noget, var indeklimaet.”
Netop indeklimaet blev forbedret betragteligt og har gjort huset mere behageligt at bo i.
”Vi mærker en meget stor forskel i den generelle velvære i huset. Kuldebroerne er helt væk, og hvis man lægger en hånd på ruden, mærker man ikke kulden igennem. Det er det absolut bedste ved de nye vinduer,” slår det tilfredse ægtepar fast.
Case opdateret 2023
Lisbeth og Jørgens gode råd
- Søg selv informationer, så du ved, hvad dine muligheder er.
- Få også gerne uvildig rådgivning og ikke kun fra vinduesfirmaet eller håndværkeren, som måske ikke er opdateret om den seneste udvikling på området.