Parcelhus fra 1960
Parcelhus fra 60’erne var ”mulighedernes hus” for et moderne og fremtidssikret hjem
Parcelhus, Aalborg
Hustype
Parcelhus fra 1960
Renoveringsår
2021-2023
Boligareal før
166 m2
Boligareal efter
166 m2
Mulighed for at tilpasse huset til egne behov
På papiret var parcelhuset fra 1960 ikke umiddelbart drømmehuset for parret, men under fremvisningen faldt de alligevel for husets gode beliggenhed og udsigten over byen fra stuevinduerne. Tilstanden af boligen var god rent byggeteknisk, men samtidig var kun det mest nødvendige vedligehold foretaget af tidligere ejer. Huset gav dermed et rigtigt godt udgangspunkt, som parret gennem en renovering kunne modernisere og gøre til deres eget.
Renoveringstiltag
Ny rumdisponering
Isolering af terrændæk, tag og ydervægge
Udskiftning af vinduer
Nyt terrændæk med gulvvarme
Designmanual for renoveringen
I tiden der gik fra huset blev købt og parret overtog det, brugte de tid på at forventningsafstemme og lave en slags ”designmanual” for renoveringen. Jo mere præcist de kunne formulere deres ønsker til håndværkere, jo nemmere var det også for håndværkerne at give en fast pris på forhånd. Derfor var de klar til at gå i gang med renoveringen fra første færd.
Næsten alt indvendigt blev revet ned, da de både ville isolere huset (terrændæk, tag og ydervægge), skifte vinduer og døre, lægge nyt terrændæk med gulvvarme og optimere planløsningen. Hele renoveringen tog som forventet cirka 1 år, og de udførte meget af arbejdet selv.
En renoveringsproces kan godt være bekymrende nogle gange, fordi meget bliver brækket ned, inden man begynder at bygge op igen. Men der skal man tro på, at det hele nok skal blive pænt igen.
Den arkitektoniske ændring af bygningen
Gennem den respektfulde renovering af det traditionelle parcelhus er det lykkedes at give huset et gennemgående moderne udtryk i dets interiør. Samtidig er bortskaffelsen af den eksisterende struktur og de originale facader undgået. Således er parrets ønsker indfriet på en måde, hvor husets historiske kontekst og beliggenhed er respekteret.
De bevarede konstruktioner består af ydervæggene, tagkonstruktionen og husets fundament. Den mest markante ændring på ydersiden er de nye tre-lags vinduer med rammer af sort træ/aluminium, som erstatter de tidligere blå vinduesrammer og smukt komplementerer den eksisterende gule teglstensfacade
Indvendigt er den største ændring mængde- og materialemæssigt anlæggelsen af det nye terrændæk. Men visuelt er det ændringen af loftet, hvor de eksisterende loftbrædder i træ er erstattet af sorte loftpaneler i tørv, hvilket giver hjemmet et helt andet udtryk.
Materialevalg og klimapåvirkning
Materialevalget er konventionelt gennem det meste af renoveringsprocessen. Der er brugt glasuldsgranulat til efterisolering af vægge og loft og opbygningen af det nye terrændæk følger byggebranchens normer. Parrets valg af materialer og deres tilgang til renoveringen har ikke været styret af tanker om et reduceret klimaaftryk, men haft et æstetisk og funktionelt grundlag.
Et eksempel er materialevalget til loftet, hvor parret ønskede gode akustiske egenskaber og derfor overvejede troldtekt. Men da dette ikke passede med parrets æstetiske ønsker, opsøgte de alternative løsninger og endte med at benytte tørvfilterplader, som kunne opfylde begge behov.
Renovering eller nybyg?
Idéen om at renovere opstår for mange, når de skal til at finde drømmehuset, der opfylder alle de behov, en moderne familie kan have.
Det kan være fristende at købe et hus for at rive det helt ned og starte med frie rammer til, hvordan hjemmet skal se ud. Men der er faktisk mange gode grunde til at bevare den gamle bolig og renovere i stedet.
Bliv inspireret af vores 9 cases om danskere, der har valgt renovering frem for nybyggeri.