Slægtsgård fra 1910
Moderniseret slægtsgård med fokus på bevaring og genbrug
Slægtsgård, Bolderslev
Hustype
Gård fra 1910
Renoveringsår
2022-2023
Boligareal før
187 m2
Boligareal efter
212 m2
Slægtsgård med sjæl
Da parret overtog den gamle slægtsgård i to etager, var huset primært blevet renoveret med kosmetiske ændringer for øje. Dermed var flere ting ved at være slidte. Der var ikke tidligere renoveret med fokus på energiforbedringer, så dette ville parret gerne gøre noget ved.
De havde også et behov for at sætte deres eget præg, men samtidig bevare sjælen i huset. Sidst men ikke mindst skulle der laves et ekstra badeværelse på 1. sal og skabes et stort køkkenalrum, hvor der var plads til leg og samvær med parrets to små børn.
Renoveringstiltag
Ny rumdisponering
Nyt terrændæk med gulvvarme
Nye gulve og lofter
Udskiftning af 3 vinduer
Nye tekniske installationer
En proces med mange delmål
Parret har lavet næsten alt selv på nær el og VVS. De benyttede sig også generelt af rådgivning fra omgangskreds og de håndværkere, der var inde over processen. I projektet havde de en masse delmål, da det var nødvendigt for at kunne styre processen med håndværkere.
Tidsplanen var dog ikke mere stram, end at de kunne træffe nye valg undervejs. Flere elementer blevet udført, som ikke var planlagt i begyndelsen. Det var fx ikke planen at etablere gulvvarme og efterisolere gulvet, men da renoveringen var i gang, valgte de alligevel at få det gjort.
Vi lærte, at give os tid til at renovere. Vi skal jo bruge huset de næste 30 år, så det skulle ikke være noget, der bare skulle overstås.
Den arkitektoniske ændring af bygningen
Slægtsgården står velholdt, men ellers uberørt. Det arkitektoniske udtryk ville kunne genkendes flere generationer tilbage, men datidens lukkede køkkener og mange stuer måtte vige for nutidens rummelige køkkenalrum.
Anlæggelsen af det nye køkkenalrum giver en betydelig ændring af planløsningen, hvor to af stuerne er slået sammen med køkkenet. Denne modernisering er lavet med respekt for de eksisterende materialer og elementer. Det ses tydeligt ved de nedpillede og genbrugte klinker på køkkenvægge, der er med til at bibeholde sjælen i huset. Det er nænsomme tiltag, der beviser værdien og den indflydelse, selv mindre arkitektoniske indgreb kan have på hjemmets samlede udtryk.
Materialevalg og klimapåvirkning
Renoveringen har en CO2e besparesle på 63% kontra nedrivning og nybyg. Aftrykket fra materialer (de nye og de bevarede) ved renoveringen er en tredjedel af, hvad det ville have været ved nybyg. Dette skyldes hovedsageligt det store fokus på bevaring af materialer og elementer.
De primære bygningsdele, såsom ydervæggene og tagkonstruktionen, står uberørt, og næsten alle vinduer og døre er enten bevaret eller genanvendt. Dette giver en kæmpe CO2e besparelse på materialer. Men også aftrykket fra bortskaffelse ved renovering er markant lavere sammenlignet med aftrykket fra nedrivning ved nybyg.
Det er tiltag, som genbrug af de gamle klinker, der er med til at bevare husets sjæl. Det udstråler samtidig en bæredygtig tilgang til husbygning, som er med til at skabe en unik æstetik, der forlænger levetiden af de materialer, der skaber rammerne omkring vores hjem.
Renovering eller nybyg?
Idéen om at renovere opstår for mange, når de skal til at finde drømmehuset, der opfylder alle de behov, en moderne familie kan have.
Det kan være fristende at købe et hus for at rive det helt ned og starte med frie rammer til, hvordan hjemmet skal se ud. Men der er faktisk mange gode grunde til at bevare den gamle bolig og renovere i stedet.
Bliv inspireret af vores 9 cases om danskere, der har valgt renovering frem for nybyggeri.