Bedre indeklima

Mindre vedligeholdelse

Kræver ikke stor investering

Jeg siger til alle, jeg taler med, at de skal komme i gang. Det er så nemt!

Jørgen, Lønborg
 

Varmepumpe med fordele

Katja og Jørgen bor i Lønborg i Vestjylland med deres 3 plejebørn. Da de købte huset, blev de 196 m2 opvarmet af et oliefyr, som de ikke var glade for.  

”Vi ville gerne erstatte det med noget, der var bedre for miljøet, og sparede os for en masse tid,” fortæller Jørgen.

Han var særligt træt af at holde øje med, om der var olie på fyret, så de ikke pludselig løb tør, og stod uden varme og varmt vand.  

Leverandøren sørger for det hele

Ægteparret undersøgte mulighederne, og faldt over en luft til vand-varmepumpe på abonnement, som kun krævede betaling af et engangsbeløb på 35.000 kr.  

”For os handlede det mere om bekvemmelighed end økonomi. Uanset hvad vi valgte, ville det blive billigere end olien. Vi valgte abonnementsløsningen, fordi det er så nemt – leverandøren sørger for service og vedligeholdelse, og det er med i den månedlige udgift,” forklarer Jørgen.

Billede
Jørgen og Katja bor i huset i 2 plan med deres 3 plejebørn.

Nemt og bekvemt

Fra de gik i gang med at undersøge alternativerne til deres gamle oliefyr, til den nye varmepumpe varmede deres hus, gik der 3 måneder. Selve installationen tog 2-3 dage.

”Leverandøren sørgede for at fjerne det gamle oliefyr, og fik varmepumpen installeret, så det passede med, at olien var brugt op. Det gik meget nemt og hurtigt, og leverandøren sørgede for det hele,” siger Jørgen.

Sparer penge

Resultatet kan også mærkes på økonomien, for udgifterne til varme er faldet med en 1/3, siden varmepumpen blev installeret.

Billede
Leverandøren står for service af varmepumpen, så det skal Jørgen og Katja ikke bekymre sig om.

Og når man oven i færre udgifter får mindre bøvl og en klimagevinst, er der kun grund til at glæde sig.  

”Før kunne vi godt tømme varmtvandsbeholderen, når vi alle skulle i bad. Det sker ikke nu, fordi den løbende bliver fyldt op med varmt vand. Og sidst, men ikke mindst, så er det meget bedre for miljøet. Det er blevet så bekvemt, og det har levet op til alle vores forventninger,” siger Jørgen.