Bygningsguiden

Bliv klogere på statslånshuset

Sådan lufter du ud i statslånshuset

Her er opskriften på at lufte ud, så du sikrer frisk luft nok uden et unødvendigt varmetab i dit statslånshus:

Luft ud 2-3 gange om dagen med fuld gennemtræk i stuetagen og på evt. 1. sal.
Luft kun ud i ca. 5 minutter hver gang. Så er der stadig varme ophobet i murene, som varmer den friske luft op.
På solrige dage er det en god ide at lufte ud i kælderen tidligt om morgenen eller sent om aftenen for at undgå kondens. Luften, der ledes ind, skal være koldere end inde.
Image
Åbent vindue

Naturlig ventilation i statslånshuset

Statslånshuset har oprindeligt haft naturlig ventilation – altså ventilation uden ventilationsanlæg. Den friske luft kommer ind gennem vinduer, men også utilsigtet gennem utætte vægge. 

Monter friskluftventiler

Hvis statslånshuset har fået tættere vinduer, kan der mangle frisk luft. Så er det er en god ide at montere friskluftventiler i ydervæggene i alle opholdsrum ved vinduerne.

Placer ventilerne et lille stykke under loftet, så den friske luft klæber til loftet og opvarmes i stedet for at falde ned på beboerne. Det kaldes Coandaeffekten. 

Du kan også vælge vinduer med indbyggede friskluftventiler.

Hold aftrækskanaler rene

Hold aftrækskanaler i køkken, toilet og badeværelse rene, så luften kan komme ud. Tjek for støv og blade – f.eks. 1 gang om året som en del af forårsrengøringen.

Kanalerne skal være tætte og isolerede, så du undgår kondens.

Få ventilationsanlæg i statslånshuset

Det er en god idé at installere et ventilationsanlæg, hvis dit statslånshus er relativt velisoleret og tæt. 

Et ventilationsanlæg med varmegenvinding genbruger varmen fra dit hus og giver både en mindre varmeregning og et bedre indeklima. 

En del statslånshuse har et uudnyttet loftsrum, hvor der er plads til et ventilationsanlæg. Ellers kan du overveje mikroventilation. Få hjælp i vores guide.

Image

Husk tilskud

Husk, at du kan få tilskud til mange energirenoveringer.

Image