Byhusets tag
Byhusets tag hælder 45-50° mod gården og gaden og er som regel belagt med røde tegl eller skiffer. Der er flere muligheder for at isolere tag og loft, så du slipper for kuldenedfald og sparer penge på varmeregningen.
Bliv klogere på byhuset
Sådan vedligeholder du taget
Her er gode råd til at vedligeholde taget i byhuse. Et godt og tæt tag holder bedre på varmen og beskytter mod fugt og skimmelsvamp. Du kan også undgå eller udsætte større renoveringer i fremtiden.
Tjek dit tag 1 gang om året. Så opdager du problemer, før de vokser sig store.
Fjern alger og mos på taget
Taget vil med tiden blive begroet med alger og mos. Det kan du holde nede ved at feje.
Rens tagrender og nedløb
Det er en god ide at tjekke tagrender og nedløb 2 gange om året (forår og efterår). Rens dem for blade og andet affald. Du kan tjekke tagrenderne for utætheder ved samme lejlighed.
Tjek for udfaldne tagsten
Se efter udfaldne og beskadigede tagsten eller skifferplader, og skift ud efter behov.
Tjek overstrygning af taget
Ved tagkanter og indvendigt beklædte skråvægge kan teglsten være overstrøget, dvs. tætnet med mørtel udefra. Tjek for udfaldet mørtel og reparer efter behov.
Tjek skorstenen
Tjek skorstenspiben for forvitrede og udfaldne fuger. Det kan være svært at komme tæt på, men du kan inspicere med en kikkert.
Tjek undersiden af taget
Tjek undersiden af taget på loftet og i skunkrum. Udskift skadede tagsten eller skifferplader, og reparer udfalden mørtel.
Tjek for utætheder ved rygning, skotrender mv.
Kig efter tegn på utætheder, f.eks. ved rygning, skotrender, skorstensinddækninger, taggennemføringer mv. Få utætheder udbedret for at undgå problemer med fugt og svamp.
Tjek ventilationsåbninger
Kontroller ventilationsåbninger, riste osv. i tagrummet. Åbningerne skal kunne ventilere tagrummet, og de indbyggede riste sikre mod sne, skadedyr mv.
Hold øje med uønskede gæster
Hvis du finder spor fra f.eks. husmår, er det en god ide få lukket åbninger i tagfladen, så dyr ikke kan komme ind.
Hvornår skal du isolere loft og tag?
Byhuset er bygget, inden der kom krav om isolering. Typisk er tagkonstruktionen dog efterisoleret under energikriserne i 1970’erne. Så vil der være omkring 100 mm isolering.
Ved at isolere bedre, kan du spare penge på varmeregningen og få et mere behageligt indeklima. Ved at isolere både loft, skråvægge og skunk får du god komfort på øverste etage. Se her, hvornår det er en god ide – eller endda et krav – at efterisolere.
Isoler loft
Isolering af loft
Hvis loftet er isoleret med mindre end 175 mm, er det en god idé at efterisolere det.
Det er altid muligt at komme til at isolere loftet i byhuse, men da det ikke er ret stort, er det ikke nok til at opnå en god komfort på øverste etage. Det er derfor også vigtigt at se på skunk og skråvægge.
Isoler skråvægge
Guide til isolering af skråvægge
Hvis dine skråvægge og loft til kip er isoleret med mindre end 100 mm, er det en god idé at efterisolere dem.
Se guide til isolering af skråvægge
Om isolering af byhusets skråvægge
Skråvæggen kan isoleres ved at glide isolering ned fra loftet og skubbe isolering op nede fra en tilgængelig skunk. Normalt er der plads til ca. 70 mm isolering inde i væggen. Der kan så tilføjes et ekstra lag indefra eller udefra:
Isolering indefra
Hvis du skal totalrenovere 1. sal, kan skråvæggen isoleres indefra.
Ved at fjerne brædder, strå, puds og evt. pladebeklædning, kan man kan komme til undersiden af spærene og få bedre plads til isolering. Spærene kan påbygges, så der bliver plads til ekstra isolering.
Det er en god ide at få understrøget teglene, hvis der bliver adgang til dem. Så bør understrygningen kunne holde, indtil tagbelægningen skal udskiftes.
Isolering udefra
Når tegltaget udskiftes, skal loft, skråvæg og skunk sandsynligvis efterisoleres for at leve op til Bygningsreglementet.
Det kræver typisk, at taget hæves, og murværket føres med op, så der er plads til ekstra isolering.
Det kan være et problem at hæve taget, da byhuset er et rækkehus, og det kræver, at alle husene i rækken laver samme manøvre for at få et pænt resultat. Her kan det være en god ide at tage en arkitekt med på råd.
Et alternativ til at hæve taget er at bruge en isolering, der isolerer bedre end standard på skråvæggen. Så er der ikke brug for lige så meget.
Isoler skunk
Guide til isolering af skunk
Hvis vægge og gulv i din skunk er isoleret med mindre end 175 mm, er det en god idé at efterisolere dem.
Isoler kviste
Hvis dit byhus har kviste, er de sandsynligvis helt uisolerede.
Hvis tagbelægningen skal skiftes og efterisoleres, er det oplagt at efterisolere kvisten i samme ombæring. En anden mulighed er at udskifte kvistene med nye, præfabrikerede kviste.
Se, hvordan der isoleres
Se i filmene, hvordan det foregår, når der isoleres på loft, skunk og skråvægge.
Om byhusets tag
Tagbelægning
Taget er oprindeligt belagt med tegl eller skiffer. Da levetiden på 75-100 år er ved at være udløbet, skal mange byhuse have skiftet tagbelægning i disse år.
Skorsten
Byhuset har en eller flere skorstene midt i taget i samme farve som husets facader.
Kviste
For at få mest ud af den begrænsede plads har taget ofte en eller flere kviste, der bryder tagfladen.
Loft
Loftet i stueetagen kan bestå af synlige brædder oven på bjælkerne i spærkonstruktionen . Det kan også være puds på strå på brædder, der er sømmet på undersiden af bjælkerne.