Bygningsguiden

Bliv klogere på byhuset

Hvornår skal du isolere kælderen?

Hvis du har kold kælder, kan du spare varme og få lunere fødder ved at isolere gulvet over kælderen. 

Hvis kælderen er opvarmet, er det en god ide at efterisolere både kældervæggene og -gulvet.

Har du krybekælder, kan du enten nedlægge den og få et nyt terrændæk eller isolere krybekælderen.

Se, hvornår det er en god ide at isolere.

Isoler gulvet over kælderen

Hvis gulvet over din uopvarmede kælder er isoleret med mindre end 75 mm, er det en god ide med ekstra isolering.

Se guide til isolering af gulv over uopvarmet kælder

Om isolering af gulv mod kælder i byhuse

Isoleringen sker nedefra, så der bliver lavere til loftet i kælderen, medmindre isoleringen bygges ind i etageadskillelsen.

Hvis etageadskillelsen består af træbjælker med lerindskud imellem, kan man enten fjerne lerindskuddet og begynde forfra eller indblæse isolering over lerindskuddet og isolere under. 

Det kan være værd at bevare lerindskuddet, da det både lyd- og brandisolerer. 

Isoler kælderen

Hvis din kælder er opvarmet, er det vigtigt, at den er godt isoleret. Det er en god ide med ekstra isolering, hvis du har mindre end 100 mm isolering i kældervæggen og kældergulvet.
Selvom det er mere bøvlet, er det bedst at isolere kældervægge udefra for at undgå problemer med fugt og skimmel.

Se guide til isolering af kældervæg

Se guide til isolering af kældergulv

Nedlæg eller isoler krybekælderen

Hvis du har mindre end 150 mm isolering i din krybekælder, kan det være en god ide at nedlægge den og få et nyt, velisoleret terrændæk. Du kan også isolere krybekælderen.

Se guide til krybekælder

Om byhusets krybekælder

Nogle byhuse har krybekælder under en del af huset eller hele huset. Højden af krybekælderen varierer fra 20-30 cm til 1 meter.

Gulvet over krybekælderen var oprindeligt ikke isoleret. Der kan være efterisoleret med 50 eller 100 mm på et tidligere tidspunkt i husets liv. 

Hvis der er krybekælder, er vaskerum, brændselsrum, kedelrum mv. typisk placeret i et udhus i gården.

Isoler din sokkel

Soklen er den nederste, bærende del af ydervæggen. I byhuse er soklen typisk pudset og tjæret – og uisoleret. Så er det en god idé at isolere den. Det er særligt oplagt at isolere soklen, hvis du alligevel skal isolere ydervæg eller kældervæg udefra.

Se guide til isolering af sokkel
 

Om byhusets fundament og kælder

Der er omkring 2 meter til loftet i kælderen, og kældergulvet ligger typisk mere end 1½ meter under jordoverfladen. Tit stikker vinduerne kun lige op over jorden eller er delvist placeret i lyskasser under jorden. 

Kælderen kan også bare være en lille, lav viktualiekælder i forbindelse med husets køkken.

Fundament

Et byhus er som regel grundmuret. Det betyder, at fundamentet består af mursten, hvorunder der ligger store sten fra marken – såkaldte syldsten. De senere byhuse kan have fundament af beton.

Normalt når fundamentet ikke ned i frostfri dybde.

Kældervægge og gulve

Kældervæggene er typisk 1½-stens massiv murstensvæg. Under jordoverfladen er kældervæggene i de senere byhuse af beton uden jern støbt mod jord.

Kældervægge og -gulve er som regel fugtige, fordi de er i direkte kontakt med jorden.

Varmekilden i kælderen

De fleste byhuse bliver nu om dage opvarmet med fjernvarme eller naturgas. Derfor er der ikke længere med en kedel, der afgiver spildvarme til kælderen.

Det er en god ide med en radiator i hvert rum i kælderen for at undgå fugt.

Indretning

Kælderen er oprindeligt indrettet med vaskerum og et viktualierum til kølig opbevaring af fødevarer. 

Hvis huset oprindeligt blev opvarmet med brændeovne, var der også brændselsrum til opbevaring af brændet. Hvis huset har centralvarme, er der typisk et kedelrum i kælderen. 

Husk tilskud

Husk, at du kan få tilskud til mange energirenoveringer.

Image

Er dit byhus bevaringsværdigt?

Mange byhuse er underlagt en lokalplan, en bevaringsplan eller en fredningsplan, så husejer ikke kan ændre husenes udseende for meget. Tjek bevaringsværdigheden, før du renoverer.

Image