Varmepumpe gjorde sommerhus mere attraktivt og nemmere at leje ud
Jan forventer, at hans nye varmepumpe har tjent sig hjem inden for nogle få år, og så glæder han sig over både lavere elregninger og flere udlejningsindtægter.
Sommerhuset i Skiveren er nu oftere udlejet, og varmepumpen bærer en del af æren.
Jan, Skiveren
Boligtype
Sommerhus
Indsats
Luft til luft-varmepumpe
Renoveringsår
2013
Vi er rigtig glade for det. Vi sparer 20-25 % på elregningen og får 2,5 uges ekstra udlejning om året.
Attraktivt for lejere
For Jan og hans kone var det en investering i fremtiden, da de i 1990 købte deres sommerhus i Skiveren i Nordjylland.
Derfor har det også hele tiden været vigtigt for dem at holde det i en stand, så det tiltrækker lejere.
De har løbende renoveret det og udskiftet bl.a. badeværelse og køkken, og i 2013 kom turen til varmekilden, da de besluttede at installere en luft til luft-varmepumpe som erstatning for elvarmen.
”For det første ville vi gerne spare penge på elregningen. For det andet ville vi gerne gøre det mere attraktivt at leje huset. Med en luft til luft-varmepumpe bliver det billigere for vores kunder at leje huset, fordi deres elregning bliver lavere,” fortæller Jan.
En god forretning
Jan vidste på forhånd meget om at spare el og varme i sommerhuse, og han fandt derfor hurtigt ud af, hvilken type varmepumpe han ville have.
”En luft til luft-varmepumpe ville give os de største besparelser på langt sigt,” siger Jan.
For Jan og hans kone var økonomien det vigtigste. Jan forventer, at prisen for at få installeret varmepumpen vil tjene sig hjem i løbet af nogle få år gennem besparelser på elregningen.
”Vi er rigtig glade for resultatet, og investeringen lever indtil videre op til mine forventninger. Vi har fået en årlig besparelse på 20-25 % på elregningen og 2,5 uges ekstra udlejning om året – så det er faktisk en rigtig god forretning,” slår han fast.
Inspirerer venner og familie
Fortællingen om deres varmepumpe og de økonomiske fordele er da også så god, at den får omgangskredsen til at lytte interesseret.
”Når vi fortæller vores venner og familie om det, oplever vi ind imellem, at nogle af dem føler sig inspireret til at kigge på lignende løsninger. Og det forstår man jo godt.”
Case opdateret 2023
Jans gode råd
- Bare gør det. Det er en rigtig god investering, som hurtigt tjener sig ind, hvis man som jeg udlejer sit hus systematisk.
- Indhent tilbud fra mindst 3 forskellige håndværkere, hvis du ikke kender til den her type løsning i forvejen.
- Snak med nogen, som har fået lavet en lignende løsning, så du får en fornemmelse af, hvad det koster, og hvad du kan tjene på det.