Landhusets vinduer og døre
Landhusets vinduer var enten opdelt i 3 som sprossede bondehusvinduer eller i 2 oplukkelige dele. Her får du hjælp til at vedligeholde, forbedre eller udskifte landhusets vinduer.
Nye vinduer eller en ekstra ramme?
Se, hvordan du får bedre vinduer, afhængigt af om dit landhus stadig har de oprindelige vinduer, eller de på et tidspunkt er udskiftet til vinduer med termoruder.
Mange fordele ved forsatsrammer og koblede rammer
Hvis landhusets oprindelige vinduer er i nogenlunde stand og er lavet af kernetræ, kan de holde mange år endnu. Så er det en god løsning at etablere en forsatsramme eller en koblet ramme frem for at udskifte hele vinduet.
Både forsatsrammer og koblede rammer er en slags ekstra vindue på indersiden af dit eksisterende vindue. Det gør, at dit landhus bevarer sit udvendige udseende, samtidig med at du kan få et bedre indeklima uden træk og kulde og spare penge på varmeregningen.
Afhængigt af dit udgangspunkt kan du enten etablere eller forbedre forsatsrammer eller koblede rammer, så du får den bedste løsning.
Se guide til forsatsrammer og koblede rammer
Skift hele vinduet
Det kan være nødvendigt at udskifte hele vinduet, hvis det er i dårlig stand.
Hvis du får nye vinduer, så udnyt lejligheden til at få tjekket, om der er vinduesoverliggere i muren. Det har nogle landhuse ikke, og så er det en god ide at få dem etableret. Uden vinduesoverliggere bærer vinduet hele murværket over dem.
Det kan også være en god ide at gå efter nye vinduer med koblede rammer, der bevarer husets udtryk og arkitektur. De fås i dag med energimærke A – ligesom de energimæssigt bedste nye vinduer.
Om landhusets oprindelige vinduer
Type
Vinduerne var enten sprossede bondehusvinduer opdelt i 3 eller oplukkelige vinduer med 2 dele. Vinduerne på 1. sal er som regel en mindre udgave af dem i stueetagen.
Placering
Vinduerne er som regel symmetrisk placeret. Hjørnerummene med ydervæg til 2 sider har ofte vinduer i begge retninger.
Farve
Vinduerne var som regel malet i lyse farver som hvid eller lys grå. De kan dog også være malet i mørke farver som rød eller grøn – eller med mørke rammer og lyse karme.
Materiale
Vinduerne havde ramme- og karmkonstruktioner i fyrretræ i god kvalitet – såkaldt kernetræ. De har mange års levetid, hvis de vedligeholdes korrekt. Glassene holdes fast med kit.
Nyere vinduer
Skift fra termoruder til energiruder
Hvis du har vinduer med termoruder, og ramme og karm er i god stand, kan du ofte nøjes med at skifte termoruderne ud med energiruder.
Det er billigere end nye vinduer og kan stadig spare mange penge på varmeregningen.
Tjek i vores guide, hvilken type ruder du har – og få hjælp til at skifte.
Se guiden fra termorude til energirude
Skift hele vinduet
Hvis vinduerne er i dårlig stand og skal udskiftes, er det en god ide at vælge nye vinduer, der holder godt på varmen. Du kan overveje at gå tilbage til det oprindelige udseende. Det kan du gøre ved at vælge koblede vinduer udformet som husets oprindelige vinduer eller energivinduer med falske sprosser.
Skift ovenlysvinduer
Hvis du har ovenlysvinduer, der viser tegn på råd eller anden nedbrydning, er det en god ide at skifte dem ud.
Det kan bedst betale sig at skifte ovenlysvinduer, når tagbelægningen også udskiftes. Vælg nye vinduer med en energirude i opvarmede rum.
Se guide til nye ovenlysvinduer
Om ovenlysvinduer i landhuse
Nogle landhuse har senere i deres levetid fået ovenlysvinduer indbygget i tagfladen, i takt med at 1. sal er blevet udnyttet til beboelse. Der kan også være ovenlysvinduer oppe på loftet. De har typisk 1 lag glas.
Ovenlysvinduerne i den skrå tagflade er som regel belagt med aluminium på ydersiden og fri for vedligeholdelse.
Overvej udvendig solafskærmning
Da der kommer et stort sol- og varmetilskud ind gennem ovenlysvinduer, kan det være en god ide med udvendig solafskærmning for at undgå overophedning af 2. sal i sommerhalvåret.
Yderdøre i landhuse
Yderdøre i landhuse er ofte værd at bevare. Se, hvordan du vedligeholder dem – eller får en ny god dør.
Vedligeholdelse
Tjek træet
Hvis den oprindelige hoveddør eller havedør er rådden i bunden, kan en god snedker skifte denne del ud, så døren kan bevares.
Monter isolering
Hvis døren er pladebeklædt på indersiden, kan der måske monteres et tyndt lag isolering under den indvendige beklædning.
Etabler tætningslister
Det kan være en god idé at etablere tætningslister i døren for at undgå træk og varmespild.
Hvornår skal du have ny dør?
Hvis dine yderdøre er utætte og viser tegn på råd eller anden nedbrydning, er det tid til at skifte dem. Du kan godt få fremstillet en ny dør i samme udformning som den eksisterende, men selvfølgelig bedre isoleret og tætnet.
Om landhusets yderdøre
Hoveddørene i landhuse kunne være dekoreret, f.eks. med fyldninger i bunden af døren og glas over.
Havedøre ud til terrasser var normalt af samme udformning som vinduespartierne for at virke lette og elegante. Hvis de resterende vinduer havde forsatsrammer, havde havedøren det også.