Spar energi på lyset
Der kan være mange penge at spare på din arbejdsplads ved at skifte til LED. Det betaler sig også at få automatisk lysstyring - eller huske at slukke. Brug vores guide til bedre lys med en mindre elregning.
Gode råd til at få mest ud af lyset
Vi har samlet de bedste råd til at spare strøm, penge og CO2 på din arbejdsplads.
Vidste du: Forbud mod lysstofrør
De mest populære typer lysstofrør er snart væk. I august 2023 blev det forbudt at sende nye T5 og T8-lysstofrør på markedet. Dem har der hængt millioner af på danske arbejdspladser. Har din arbejdsplads stadig lysstofrør? Skift til LED i dag.
Skift til LED
LED-lys giver mest lys for pengene og er bedst sikret til fremtiden. Det er en fordel at skifte alt lys til LED, uanset om din arbejdsplads' nuværende lys er halogenpærer, sparepærer eller lysstofrør.
Private virksomheder kan få tilskud på op til 50 % af omkostningerne ved at skifte til LED.
Fordele ved LED
Sparer penge
En investering i LED-lys er ofte tjent hjem på få år, da udgifterne til strøm reduceres.
Holder længe
Et LED-lysrør holder typisk 30-50.000 timer, hvor et lysstofrør typisk holder 20.000 timer.
Lyser bedre
Typisk kan I forbedre lyskvaliteten ved at skifte til LED.
Skåner klima og miljø
LED-lys har en mindre klimapåvirkning og indeholder ikke kviksølv.
Tag en fagperson med på råd
Hvis din arbejdsplads skal have nyt lys, så tag en ekspert med på råd. Så får du en løsning skræddersyet til jeres behov, der overholder lovkrav til lys på arbejdspladser.
Tal med flere udbydere og vælg en ekspert, I er trygge ved.
Sådan foregår det:
- Behov afklares
Sammen med eksperten finder du ud af, om I bør ændre lysstyrker, armaturer eller andet for at få det bedste lys. - Muligheder vurderes
Eksperten vurderer, om de nuværende armaturer egner sig til LED, eller om de skal udskiftes. Nogle gange kan gamle armaturerer bygges om til at fungere med LED. - Besparelse beregnes
Eksperten beregner, hvor meget I kan spare på elregningen, og hvad udskiftningen til LED koster. Få også beregnet, om I kan spare endnu mere ved samtidig at få installeret lysstyring. - Lys udskiftes
Hvis dine nuværende armaturer stadig kan bruges, får de LED-lys. Hvis nogle armaturer ikke kan bruges til LED, bliver de skiftet ud med moderne LED-armaturer.
Privat virksomhed? Husk tilskud
Private virksomheder kan få tilskud på op til 50 % af omkostningerne ved at skifte til LED-lys. Prøv vores beregner og se, hvad din virksomhed kan få i tilskud.
Spar energi med lysstyring
Får I altid slukket lyset, når sidste mand forlader et lokale?
Med lysstyring kan I få lyset, ligesom I vil have det og samtidig spare penge på elregningen. Der er mange muligheder, så tag en fagperson med på råd. Her er nogle af de mest almindelige måder at styre lyset.
Bevægelsessensor
Bevægelsessensorer tænder lyset, når noget bevæger sig. De er gode de steder, hvor du og dine kolleger kommer og går – f.eks. trapper, lager, printerrum, parkeringsplads mv. Indstil dem til kun at være aktive, når det er mørkt.
Skumringsrelæ
Skumringsrelæer tænder for lyset, når det bliver mørkt. Vælg et skumringsrelæ med tidsstyring, så lyset kun er tændt, når I har brug for det. Så kan I f.eks. indstille udelyset til at tænde fra mørkets frembrud til kl. 23, og igen fra kl. 05 til det bliver lyst.
Lysdæmper
I stedet for at slukke helt, bliver lyset dæmpet til et lavere niveau, og der bliver automatisk skruet højere op, når der er personer i lokalet. På den måde kan du undgå, at nogen bliver utrygge ved at sidde i et stort lokale omringet af mørke.
Dagslysstyring
Dagslysstyring tilpasser belysningen til dagslyset. Hvis der er meget dagslys, kan det kunstige lys dæmpes eller slukkes, så I sparer strøm. Vær opmærksom på, at det ifølge bygningsreglementet kan være et krav at bruge dagslysstyring, når du skifter armaturer.
Zoneopdeling
Zoneopdeling kan tilpasse lysstyringen mere præcist. Det kan f.eks. sørge for, at lyset tættest ved vinduerne slukker i situationer med rigeligt dagslys.
Andre muligheder
Der findes utallige andre muligheder med lysstyring, så alle behov kan opfyldes. F.eks. kan man styre farvetemperaturen eller koble lyset til alarmsystemet, så det slukker, når alarmen bliver aktiveret.
Juster lysstyringen løbende
Det er en god idé løbende at følge op, når lysstyringen er taget i brug. På den måde kan du rette indstillingerne, så de passer til behovet. Det kan nemlig ændre sig, f.eks. hvis I bliver flere medarbejdere eller indretter jer anderledes.
Lovkrav
Nyt lys skal leve op til krav i Bygningsreglementet, hvis du skifter armaturer.
Kravene lyder bl.a. på, at arbejdsrum og adgangsveje skal "forsynes med energieffektiv belysning". Der kan også være krav om automatisk dagslysstyring, bevægelsesmeldere og zoneopdeling.
Tag en fagperson med på råd, hvis du er i tvivl, så I er sikre på at leve op til kravene.
Forstå lys-lingoen
Du møder mange begreber, når det handler om lys. Vi forklarer dem her, så du ved, hvad f.eks. ra, farvetemperatur og lumen betyder.
Levetid
Der er stor forskel på, hvor længe de forskellige lyskilder lever. Her kan du se den typiske levetid, hvis du bruger pæren lidt under 3 timer om dagen (1.000 timer pr. år):
Effektivitet
Pærens energieffektivitet viser, om du får lidt eller meget lys ud af den strøm, pæren bruger. Det står på pakken som lumen pr. watt.
Lumen er lysmængde, og watt er pærens elforbrug, så jo flere lumen pr. watt, jo mindre koster pæren dig på elregningen:
Lysfarve / Farvetemperatur
Farvetemperaturen fortæller, om lyset virker varmt eller koldt (lysfarve). Farvetemperatur angives i kelvin (K), og skalaen går fra 0 til 10.000 K. Jo lavere farvetemperatur, jo varmere lys.
Varme farver ligger på 2.700-3.300 K, neutrale farver på 3.300-5.000 K, mens kolde farver som ved dagslys ligger på over 5.000 Kelvin.
Farvetemperaturen for de forskellige pærer:
Farvegengivelse / Ra-indeks
Farvegengivelse kaldes også Ra-indeks eller CRI-indeks og viser pærens evne til at gengive farver naturtro. Et Ra-indeks på 100 svarer til dagslys. Ra 80 er et EU-krav. Hvis farvegengivelsen er særlig vigtig for dig, så gå efter pærer med Ra- eller CRI-værdi på 90 eller derover.
Når pæren skal smides ud eller går i stykker
Du må ikke smide udtjente pærer og lysstofrør i skraldespanden. Det er der 2 gode grunde til.:
-
De kan genbruges
Alt elektrisk lys indeholder en række stoffer, som er begrænsede eller dyre at udvinde. Helt op til 98 % af disse stoffer kan genanvendes – bl.a. i forbindelse med produktion af nye pærer.
-
De er giftige
Lysstofrør og sparepærer indeholder kviksølv, og det er farligt for både miljø og mennesker. Derfor er det vigtigt at skille sig korrekt af med dem.
Sådan gør du
Alle typer af pærer og lysstofrør skal afleveres til genanvendelse som farligt affald. Tjek med din kommune og lokale affaldsordning, hvordan du gør det korrekt.
Der er ikke kviksølv i LED eller glødepærer, men de skal stadig afleveres som farligt affald.
Elretur for virksomheder
Er du privat virksomhed uden mulighed for at aflevere elektronik på genbrugspladsen? Så kan du bruge foreningen Elretur. Elretur tilbyder indsamling af elektronik fra virksomheder.
Hvad har andre virksomheder gjort?
Tusindvis af danske arbejdspladser er allerede i gang med at spare energi, penge og CO2. Her kan du møde nogle af dem og få inspiration til din egen arbejdsplads.