Udnyt overskudsvarme til gavn for økonomi og klima
Ved at udnytte overskudsvarme kan du gavne både klimaet og bundlinjen på din arbejdsplads. Her får du hjælp til at komme i gang.
Sådan kan I udnytte overskudsvarmen
Virksomheder kan ofte både tjene penge og spare energi og CO2 ved at udnytte overskudsvarme. Varmen udnyttes på 2 måder: Den kan bruges internt eller sælges eksternt.
Intern udnyttelse
Ved at udnytte jeres overskudsvarme internt kan du genbruge allerede brugt energi fra processer til f.eks. rumvarme, brugsvand eller procesvand. Man kan f.eks. bruge afkastluft fra ovne og tørrerum til at give rumvarme.
Hvis temperaturen er for lav, kan du bruge en varmepumpe til at hæve temperaturen, så overskudsvarmen kan blive udnyttet.
Ekstern udnyttelse
Ved ekstern udnyttelse af overskudsvarme kan du sælge jeres overskudsvarme til det lokale fjernvarmeselskab eller en nærtliggende virksomhed.
Det gavner klimaet, fordi fjernvarmeselskabet ikke selv skal producere så meget varme. Samtidig kan I få en økonomisk fortjeneste ved at sælge overskudsvarmen.
Tjen penge på overskudsvarme
Ændrede afgifter og tilskud gør det endnu mere attraktivt at udnytte overskudsvarme. Du kan udnytte elbaseret overskudsvarme afgiftsfrit både internt og eksternt.
Få tilskud til at udnytte overskudsvarme internt
Du kan søge tilskud fra Erhvervspuljen til at udnytte overskudsvarmen internt f.eks. med varmegenvinding eller varmepumpe.
Se, hvordan du søger tilskud fra Erhvervspuljen
Afgiftsfrit at sælge fossil overskudsvarme eksternt
Siden 1. januar 2022 er det blevet afgiftsfrit at sælge fossilbaseret overskudsvarme eksternt til fjernvarmeselskaber. Du skal dog deltage i Energistyrelsens energieffektiviseringsordning for overskudsvarme (EFO).
EFO forpligter din virksomhed til løbende energigennemgange og rentable energieffektiviseringer af overskudsvarme med en tilbagebetalingstid på op til 5 år.
Hvad har andre virksomheder gjort?
Tusindvis af danske arbejdspladser er allerede i gang med at spare energi, penge og CO2. Her kan du møde nogle af dem og få inspiration til din egen arbejdsplads.
Inspiration til projekter
Her er eksempler på tiltag om varmegenvinding og overskudsvarme gennemført i danske virksomheder under Energistyrelsens aftaleordning om energieffektivisering. Måske kan de inspirere til projekter på din arbejdsplads?
-
Udnyt varmen i væsker
Det sparer energi at udnytte varme i CIP-væsker (rengøringsanlæg) til andre procesvarmeformål.
-
Der er også varme i køling
En virksomhed har f.eks. sparet energi ved at udnytte varme fra køleanlæg til spædevandsforvarmning i kedelcentral.
-
Luft kan forvarmes i proces
Etablering af direkte veksling og varmepumpe ved inddamper for forvarmning af luft til tørreanlæg.
-
Pinch-analyse viser muligheder
En fabrik har f.eks. fået udarbejdet en pinch-analyse af samtlige køle- og opvarmningsbehov for at identificere potentialer og projekter for øget varmegenvinding.
-
Varme fra hærdeprocesser kan udnyttes
Spildvarme fra hærdeproces kan udnyttes til intern forvarmning.
-
Intern varmekilde
Etablering af intern varmeveksling på plade- og kassevasker.
-
Optimering af pladevarmevekslere
Minimering af delta-T på vekslere i regenerativt pasteuriseringanlæg ved isætning af flere plader.
-
Koldere varmtvandskredse kan optage overskudsvarme
Reduktion af temperatur i varmtvandskreds for øget aftag af overskudsvarme.
-
Tætte systemer giver bedre varmegenvinding
Udbedring af utætheder giver højere temperatur i afkastluft til varmegenvinding.
-
Styr luftindtaget og udnyt varmen fra ovne
Optimeret styring af luftindtag i ovn for at øge varmegenvinding.
-
Isolering af ovne forbedrer varmegenvinding
Isolering af ovn for at øge varmegenvinding via højere afkasttemperatur.
-
Rene varmevekslere forbedrer varmegenvinding
Rensning af pladevarmevekslere for at øge varmegenvindingsgrad.
-
Opsamling af kondensat
Øget opsamling af kondensat reducerer varmebehovet til dampproduktion.
-
Køle- og trykluftanlæg kan bidrage til rumvarme
Udnyttelse af overskudsvarme fra køle- og trykluftanlæg (olie- og luftkøling) til rumvarmeformål.
-
Rumvarme fra vakuumanlæg
Etablering af varmegenvinding fra højvakuumanlæg til rumvarmeformål.
-
Rumvarme fra hydraulikanlæg
Man kan udnytte overskudsvarme fra hydraulikanlæg til rumvarmeformål.
-
Omlægning fra damp til vand udnytter overskudsvarme
Delvis omlægning af varmeforsyning fra damp til varmt vand med henblik på reduktion af tab og bedre udnyttelse af overskudsvarme.
-
Varmepumpe giver varmt vand
Etablering af varmepumpe for produktion af varmt vand til rengøringsformål via buffertank.
-
Overvågning sikrer performance
Overvågning af hvordan overskudsvarmen bliver udnyttet med henblik på at sikre optimal performance.
-
Varme fra proceskøleanlæg
Udnyttelse af overskudsvarme fra proceskøleanlæg til forvarmning af ventilationsluft i administrationsbygning.
-
Varme fra kølerør kan blive fjernvarme
Udnyttelse af overskudsvarme i kølerør til fjernvarmeformål.
-
Varme fra køletårne kan blive fjernvarme
Udnyttelse af overskudsvarme i køletårne til fjernvarmeformål via varmepumpe.
-
Kortlægning øger varmeeksport
Omfattende kortlægning af procesanlæg for identificering af fjernvarmeeksportmuligheder.
-
Analyse af fjernvarmevekslere
Analyse og driftsoptimering af eksisterende fjernvarmevekslere for at øge kapacitet.
-
Ombygning af anlæg giver fjernvarmemuligheder
Ombygning af destillationsanlæg med nye kondensatorer samt etablering af varmepumper til fjernvarmeformål.
-
Varme fra biomasse kan blive fjernvarme
Udnyttelse af røggasvarme fra biomassekedel til fjernvarmeformål via varmepumpeanlæg.