Spar energi på varmt vand
Ved at spare varmt vand, sparer du både vand og energi på samme tid. På mange arbejdspladser går en stor del af energiforbruget til opvarmning af vand. Her får du hjælp til at stoppe spild af vand.
Spar varmt vand på arbejdspladsen
Du sparer både penge på vand og energi, når du sparer varmt vand. Her er gode råd til at spare:
Hvad koster vand?
- 1 m3 varmt vand koster typisk 100-150 kr.
- 1 m3 koldt vand koster ca. 80 kr. (2023). Prisen varierer dog en del efter, hvor i landet arbejdspladsen ligger.
Så meget koster løbende vand
Du kan spare meget vand ved at standse løbende haner og toiletter. Selv små dryp bliver til mange penge på vandregningen.
Så meget koster løbende vand som minimum
Prisen er udregnet for koldt vand. Den kan være dobbelt så høj for varmt vand, afhængigt af dine energipriser.
Vandhane der løber | Antal liter/døgn og kr./år |
---|---|
Langsomt dryp (ca. 1 dråbe pr. sek.) | 20 liter/døgn - 7 m3/år - ca. 500 kr./år |
Hurtigt dryp | 80 liter/døgn - 30 m3/år - ca. 2.100 kr./år |
Løber med tynd stråle | 275 liter/døgn - 100 m3/år - ca. 7.000 kr./år |
Tjek også toilettet. Et løbende toilet kan koste op mod 30.000 kr. om året.
Mål vandforbruget
Følg med i vandforbruget for hurtigt at opdage lækager og andet vandspild.
Aflæs vandmåleren
Hvis du aflæser vandmåleren 1 gang om måneden, opdager du let, hvis du pludselig bruger unormalt meget vand, f.eks. på grund af utætte vandrør.
Kig også på vandmåleren, mens du ikke bruger vand. Det kan afsløre dryppende vandhaner, en løbende wc-cisterne eller en skjult læk i systemet. Et hul på rørledningen på størrelse med en synål kan lække op til 70 liter pr. dag.
Brug decentrale målere
I større bygninger er det en god idé med vandmålere i forskellige bygningsafsnit. Så kan I følge forbruget og nemmere opdage lækager og andet vandspild.
Få en vandalarm
Overvej at få installeret en såkaldt vandalarm. Den giver alarm, hvis der har været vandforbrug i et vist antal timer – typisk 48. Mange nyere vandmålere har funktionen indbygget.
Hold det varme vand på 55°C
Sæt temperaturen i varmtvandsbeholderen på 55°C. Det er nok til at vaske op og bade i – og til at holde legionellabakterier nede.
Små investeringer - store besparelser
Med nogle små forbedringer kan du spare stort på jeres forbrug af vand og energi til varmt vand. Det tjener sig hurtigt hjem, så det er bare om at komme i gang.
Der SKAL være varmt vand
Det går ikke at slukke for det varme vand på arbejdspladsen. Håndvaske skal være forsynet med varmt vand i følge §50 i Bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning.
Kan I varme vandet billigere?
Jeres udgift til varmt vand afhænger af opvarmningsformen. Overvej at skifte: Det dyreste er en elvandvarmer. Varme fra solvarmeanlæg og varmepumper er generelt billige, klimavenlige måder at varme vand på.
Små decentrale elvandvarmere kan også give store energibesparelser, hvis de erstatter konstant cirkulation af varmt brugsvand i et stort system med lille varmtvandsforbrug.
Spørg en vvs’er, hvad der bedst kan betale sig for jer. Læs mere om varmetyper i vores guide:
Hvad har andre virksomheder gjort?
Tusindvis af danske arbejdspladser er allerede i gang med at spare energi, penge og CO2. Her kan du møde nogle af dem og få inspiration til din egen arbejdsplads.