Energiledelse giver større besparelser
Energiledelse kan give store besparelser gennem både teknisk optimering og ledelsesmæssig styring. Her er en guide til, hvordan I kommer i gang.
Energiledelse sætter effektivisering i system
Energiledelse sikrer først og fremmest en bred og systematisk gennemgang af virksomhedens muligheder for at spare energi. Virksomheder, der arbejder med energiledelse, opnår generelt større besparelser end ved en traditionel, teknisk tilgang.
Energiledelse giver indsigt i kapacitetsforhold, kvalitetsparametre og nøgletal for produktionen. Det kan skabe besparelser gennem optimeret drift, produktionsflow og logistik. I mange tilfælde kan I også effektivisere processer og forsyningsanlæg, så det på sigt bliver en mindre udgift at udvide.
Overvej ekstern rådgivning
I opnår den største effekt ved at organisere indsatsen fra begyndelsen. Kontakt en ekstern energisynskonsulent, hvis I kun har begrænset erfaring med at energioptimere. Konsulenten hjælper med at systematisere indsatsen.
Find rådgiver via Teknologisk Institut på energikonsulent.dk
Husk medarbejderne
Produktionsfolk og andre tekniske medarbejdere ved meget om at optimere drift. Det er en fordel af inddrage dem fra starten, så der ikke kun bliver fokus på at optimere selve anlæggene.
Energistyrelsen har udgivet et temahæfte om energiledelse og medarbejderinddragelse. Hæftet indeholder bl.a. en praktisk guide til at komme i gang og en række cases fra virksomheder, som har arbejdet med energiledelse.
Image
|
Energiledelse og medarbejderinddragelseTemahæfte om energiledelse og medarbejderinddragelse. Opsamling på erfaringer og best practices fra dansk erhvervsliv. |
Nøgletal viser energipræstation
Nøgletal gør virksomheder i stand til at vurdere, hvordan de bliver mere energieffektive. Her får I hjælp til at skabe retvisende nøgletal.
Det kan I med nøgletal
Nøgletal for energi er nødvendige for at følge udviklingen i en virksomheds energieffektivitet. Nøgletal giver bl.a. mulighed for at:
- Identificere energispild
- Vurdere udviklingen i det fremtidige energiforbrug
- Budgettere mere realistisk
- Understøtte arbejdet med systematisk vedligeholdelse
- Gennemføre benchmarking med lignende produktionssteder
- Måle effektiviteten af projekter for energirigtig adfærd
Typer af nøgletal
Der findes overordnet 3 metoder til at følge virksomheders energipræstation:
-
Faktisk forbrug
Virksomhedens energiforbrug, som det kan aflæses på måleren. Siger ikke noget om energieffektiviteten.
-
Simple nøgletal/specifikt energiforbrug
Energiforbrug pr. produceret ton, m3 eller stk. Den mest almindelige måde at følge virksomheders energipræstation. Tager dog ikke højde for de mange faktorer, der kan påvirke energiforbruget.
-
Normaliserede nøgletal
Energiforbrug korrigeret for faktorer, som påvirker det. Giver reel viden om energieffektiviteten og kan identificere afvigelser.
Sådan får I retvisende nøgletal
Normaliserede nøgletal giver det mest retvisende billede af virksomhedens energieffektivitet. Overvej 3 ting, før I udregner jeres nøgletal:
-
Definér jeres behov
Overvej først, om I har brug for nøgletal. En del virksomheder bruger ressourcer på at udarbejde energinøgletal uden at få noget ud af dem. Diskutér, hvad jeres nøgletal skal bruges til. F.eks. at identificere afvigelser og energispild. Aftal, hvem der har ansvaret, og hvordan I følger op.
-
Find ud af, hvad der påvirker energiforbruget
Det er forskelligt fra virksomhed til virksomhed. Vejret påvirker energiforbrug til varme, køling og tørreprocesser. Andre eksempler er produktionsmixet, fugtighed i råmateriale og driftstimer på nøgleudstyr. Involvér gerne flere i organisationen og gør listen lang.
-
Vælg de rigtige faktorer
I skal afveje udgifter til nye målere og dataindsamling med den potentielle gevinst ved at spare energi. I kan godt gå i gang med arbejdet, selvom I har listet faktorer, I (endnu) ikke har data for. Start med de data, I har.
Sådan definerer I nøgletal
Det normaliserede energinøgletal udregnes ved at foretage en regressionsanalyse på data for:
-
Energiforbrug
Hver energikilde (el, gas, fjernvarme mv.) analyseres for sig
-
Faktorer, som påvirker energiforbruget
F.eks. produktionsmix, graddage, fugtighed i råvarer, kvalitetsparametre mv.
Energistyrelsen har udgivet et værktøjshæfte om nøgletal. Hæftet indeholder bl.a. et eksempel på regressionsanalyse og cases fra virksomheder, som har optimeret ved hjælp af nøgletal.
Image
|
Sæt tal på energipræsentationen med retvisende nøgletalVærktøjer til udvikling af retvisende energiindikatorer. Skab bedre energinøgletal - og dermed bedre beslutningsgrundlag for jeres energieffektiviseringsarbejde. |
Hvad har andre virksomheder gjort?
Tusindvis af danske arbejdspladser er allerede i gang med at spare energi, penge og CO2. Her kan du møde nogle af dem og få inspiration til din egen arbejdsplads.
Inspiration til projekter
Listen her viser eksempler på projekter og undersøgelser om energiledelse, som danske virksomheder har gennemført under Energistyrelsens aftaleordning om energieffektivisering.
-
Driftsstyring sparer energi
Udvikling af nøgletal til operatørers kontrol af, at processer drives energioptimalt under skiftende produktionsforhold, herunder ændringer i omgivelsetemperatur.
-
Nøgletal gør det nemt at optimere
Fastlæggelse af råvarebestemte energinøgletal, der viser benchmarks for energioptimal drift ved forskellig forsyning afråvarer.
-
Effektivitets-KPI'er
Måling af effektivitet for udvalgte større forsyningsanlæg, f.eks. COP (Coefficient of Performance) for køleanlæg og tilsvarende for trykluftanlæg, kedelanlæg m.m.
-
Procesovervågning skaber overblik
Udvikling af samlet nøgletalsstruktur for energitunge processer, herunder måling af proceseffektivitet og performance.
-
Målestruktur forenkler nøgletal
Udvikling af samlet ny målerstruktur for fabrik, så samlet dataopsamling forenkles til få operationelle nøgletal.
-
Procesparametre giver effektiv drift
Identifikation af procesparametre (temperatur, fugtighed, tryk, flow m.m.) med henblik på at opliste parametre af overvåge ift. at sikre energirigtig drift.
-
Planlæggere kan spare energi
Involvering af planlægningsafdeling i energispareindsatsen med henblik på at tilrettelægge drift og produktion med få stop og skift og dermed færre energitab.
-
LEAN-forankring giver fordele
Forankring af energispareindsats i LEAN-afdeling med henblik på at opnå stærkere fokus på energisparearbejde i validerede områder.
-
Trænede operatører forbedrer driften
Træning og uddannelse af operatører i energioptimal drift, herunder minimering af spild og kassation.
-
De rigtige nøgletal fremmer energibesparelser
Udvikling af nøgletal til forskellige medarbejdergrupper i virksomheden: Operatører, procesansvarlig og ledelsesniveau.
-
Medarbejdere påvirker forbruget
Afdækning af adfærdsrelaterede energibesparelser i produktionen, herunder afdækning af medarbejdergruppers indflydelse.
-
Fortæl om mål
Fastlæggelse af målsætninger for energispareindsats og synlig kommunikation af disse, f.eks. i fællesområder.
-
Benchmarking af energiforbrug
Benchmarking af energiforbrug på forskellige produktionslinjer og tilhørende rapporteringssystem.
-
Energinøgletal i rapporter
Indarbejdelse af energinøgletal i produktionsrapporter på linje med øvrige omkostningsposter (råvarer, hjælpestoffer m.m.).
-
Systemintegration
Udvikling af modul for energinøgletal i virksomhedens ERP-systemer (SAP).
-
Bedre benchmarking gør det muligt at sammenligne eksternt
Udvikling af benchmarkingmodel for sammenligning af energiforbrug mellem flere driftssteder i Danmark og internationalt.
-
Særlige parametre påvirker energiforbrug
Kortlægning af energiforbrug med særlig vægt på afdækning af produktions- og kvalitetsparametre med indflydelse på energiforbrug.
-
Energien ændrer sig i fremtiden
Strategi for fremtidig energiforsyning, herunder muligheder for anvendelse af vedvarende energikilder og samarbejde med nærliggende fjernvarmesystem.
-
Tænk energi i projektering
Energibevidst projektering af nyt procesafsnit.
-
Gentænkt kvalitetsstandarder
Revurdering af virksomhedens kvalitetsstandarder.