Gå systematisk til værks

Ventilation er nødvendigt for bl.a. at rense luften og styre lufttryk og temperatur i mange virksomheder. Men det er ofte muligt at opnå store elbesparelser. I får de bedste resultater ved at analysere 3 overordnede temaer - jeres energibehov og ventilationsanlæggets effektivitet og drift:

Image

1. Reducer behovet

Kan I f.eks. acceptere et mindre luftskifte eller større udsving i temperatur og fugtighed?

Selv små justeringer kan give markante besparelser, fordi energiforbruget stiger eksponentielt, efter hvor meget I ventilerer.

2. Effektiviser anlægget

Kan I f.eks. minimere tryktab, etablere mere effektive ventilatorer eller varmegenvinde?

I kan få store besparelser ved f.eks. at etablere varmegenvinding. Det koster dog også noget, da det typisk kræver ekstern rådgivning, og I enten skal bygge nyt ventilationsanlæg eller bygge det eksisterende om.

Få hjælp til at stille de rigtige krav til leverandøren med 'Kravspecifikationer til nye ventilationsanlæg':

Image
Materiale om kravspecifikationer til ventilationsanlæg
Kravspecifikationer til nye ventilationsanlæg

Brug listen med krav - når I skal bygge nyt ventilationsanlæg.

Download

3. Optimer driften

Kan I f.eks. i højere grad tilpasse luftskiftet til variationer i jeres behov over døgn, uge og år?

I kan ofte optimere driften uden ekstern rådgivning.
Brug 'Tjekliste for ventilation' eller få udført et ventilationseftersyn af et firma godkendt af VENT-ordningen.

Find godkendte firmaer på VENT.dk

Image
Katalog til tjekliste for ventilation
Tjekliste for ventilation

Brug tjeklisten eller få en specialist til at lave et eftersyn af jeres ventilation.

Download

Kom godt i gang

Image
Energieffektivisering af ventilations- og udsugningsanlæg

Temahæfte om ventilations- og udsugningsanlæg. Opsamling på erfaringer og best practices fra dansk erhvervsliv.

Download

Inspiration til projekter

Eksempler på tiltag om at optimere energiforbruget i ventilationsanlæg gennemført i danske virksomheder under Energistyrelsens aftaleordning om energieffektivisering.

  • Reduktion af luftskifte

    Mindre luftskifte efter revurdering af indeklimakrav og oprindelige designparametre for ventilation/HVAC.

  • Større intervaller, lavere energiforbrug

    Brug af større interval for temperatur og fugtighed i styring af ventilationsanlæg for at spare energi på varme, køling, affugtning og befugtning.

  • Punktudsug begrænser behov for ventilation

    Punktudsuget fjernede årsagen til indeklimagener (varme, støv, lugt, fugt) og reducerede behovet for luftskifte i det centrale ventilationsanlæg.

  • Recirkulation sparer energi

    Recirkulationen reducerede behovet for udeluft og minimerede tab ved manglende eller ineffektiv varmegenvinding mellem indblæsning og udsugning.

  • Fra ventilationsvarme til radiatorvarme

    Omlægning af rumvarmeforsyning fra ventilationsbåren varmeforsyning til vandbårne radiator- og kaloriferanlæg (uden tab i ventilationsafkast).

  • Mindre ventilation med isolerede varmerør

    Behovet for at bortventilere varme i produktionsområder blev reduceret.

  • Særlige zoner til særlig ventilation

    Etablering af zoner, som imødekom særlige behov for temperatur og fugtstyring.

  • Reduktion af varmetab gennem ovenlys og porte

    Mindre varmetab resulterede i mindre behov for ventilationsbåren opvarmning.

  • Nye ventilatorer er mere effektive

    Etablering af mere effektive ventilatorer, herunder udbedring af systemvirkningsgrad (SEL-værdi).

  • Bedre ventilationskanaler sparer ventilation

    Omlægning af ventilationskanaler og optimering/fjernelse af overflødige komponenter (spjæld, bøjninger, filtre m.m.) for at reducere tryktabet.

  • Udnytte overskudsvarme til rumvarme

    Overskudsvarme fra processer og forsyningsanlæg kan udnyttes til rumvarmeformål, herunder omlægning af rumvarmeforsyning til større afkøling, som bedre udnytter lavtemperatur-overskudsvarmen.

  • Varmegenvinding sparer varme

    Varmegenvinding i centrale ventilationsanlæg og/eller revurdering af virkningsgrad for eksisterende varmegenvindingsanlæg i ventilationssystemer.

  • Ny indregulering kan minimere tryktab

    Fornyet indregulering af ventilationsanlæg kan minimere tryktab over spjæld m.m. uden at påvirke anlæggets funktionalitet.

  • Alternativ ventilation

    Der kan ofte spares energi ved at se på alternative ventilationsprincipper ift. virksomhedens specifikke behov for luftskifte, herunder Fan Walls, filter-fan-units, isolatorer etc.

  • Nye filtertyper giver lavere tryktab

    Brug af nye filtertyper med lavere tryktab samt omkonfigurering af filterkassetter til løsninger med større areal og mindre tryktab.

  • Frikøling udnytter udeluften

    Man kan spare energi ved i højere grad at bruge frikøling (køletårne) ved opretholdelse af indeklimakrav.

  • Fleksibelt anlægstryk sparer energi

    Tilpasning af anlægstryk, så det til enhver tid passer til de trykkrav, som stilles af konstant-volumen-spjæld ude i anlægget.

  • Styr ventilatorer og blæsere efter behov

    Tilpasning af ventilator- og blæserdrift ift. rumbelastninger og procesbehov, herunder etablering af automatik (CTS) og bedre styringer.

  • Trykstyring minimerer luftskifte

    Styring af undertryk i processer (ovne m.m.) minimerer behovet for luftskifte.

  • Begræns standbyforbruget

    Man kan spare energi ved at minimere standbyforbruget  til ventilationsanlæg uden for arbejdstid.

  • Styr temperatur- og fugtforhold

    Bedre styring af temperatur- og fugtforhold sparer energi.

  • Overvåg jer selv

    Monitorering af tryktab i kanaler og filteranlæg sparer energi ved at forbedre løbende vedligehold og rensning.

  • Forny de gamle kanaler

    Det kan være energi at spare ved at optimere især ældre kanalsystemer omkring energiintensive tørreovne og smelteprocesser m.m., bl.a. ved at etablere bedre styring af ventilatorer og blæsere.

Nyhedsmail

Vi sender en e-mail til dig, når vi har relevant information angående energibesparelser, CO2-reduktioner, Erhvervspuljen, og når der er ny viden, der passer til din branche.

Image