Luft til vand - varmepumper
Bygningsreglementet kræver, at luft til vand-varmepumper lever op til EU's ECOdesignkrav. Dem kan du se her.
Om kravene i Bygningsreglementet
For at overholde Bygningsreglementet skal nye luft til vand-varmepumper opfylde EU’s krav om ECOdesign (EU forordning nr. 813/2013/EU). Krav om ECOdesign skal overholdes af alle varmepumper, der sælges i EU.
Kravene handler om pumpens effektivitet, den såkaldte SCOP. Hvis SCOP-faktoren er 3, betyder det, at man med 1 kWh el får ca. 3 kWh varme. Jo højere faktor, desto bedre er varmepumpen.
For luft til vand-varmepumper skal SCOP som minimum være:
Gulvvarme
Årsvirkningsgraden ved rumopvarmning (SCOP-værdi) må ikke være under 3,2
Radiatorer
Årsvirkningsgraden ved rumopvarmning (SCOP-værdi) må ikke være under 2,83
Om SCOP
Varmepumpens effektivitet vises som SCOP (Seasonal Coefficient Of Performance), som er et udtryk for varmepumpen årlige ydelse beregnet ud fra et fiktivt årligt driftsmønster. SCOP beregnes på baggrund af flere testpunkter i dellastvirkningsgrader justeret for de givne temperaturer, årsprofil for udetemperaturer med tilhørende behovskurve og elforbrug ikke direkte relateret til drift. SCOP-tallet viser, hvor meget pumpen bruger til drift i forhold til, hvor meget varme den leverer i løbet af et år.
Elforbruget i varmepumper, der har et årligt elforbrug på mere end 3.000 kWh, skal måles. Eventuel elpatron forsynes med timetæller eller elmåler. Bestemmelsen gælder for nybyggeri og ved nyinstallation i eksisterende byggeri.