Ovenlysvinduer
Bygningsreglementet stiller krav til ovenlysvinduets energitilskud (Eref). Læs her, hvad det er, og hvad din leverandør skal oplyse.
Bygningsreglementets krav til energitilskud m.v.
Bygningsreglementet | Energitilskud (Eref) |
---|---|
Krav fra 2018 | ≥ 0 kWh/m2 år |
Krav fra 2020 | ≥ 10 kWh/m2 år |
Krav til linjetab mellem tag og ovenlysvindue er 0,1 W/mK. Kravet gælder også for glastage.
Få din leverandør til at bekræfte, at Bygningsreglementets krav er opfyldt, inden du køber et nyt ovenlysvindue.
Hvad er energitilskud?
Vinduer taber ikke bare varme. De henter også varme ind i huset, når solen skinner. I løbet af en fyringssæson taber de fleste vinduer dog mere varme, end de henter. Derfor har de negativt energitilskud. Vinduer med energimærke A er en anden sag. De kan have positivt energitilskud.
Energitilskud kan angives som enten Eref eller EW.
Negativt og positivt energitilskud
Hvis et vindue i løbet af en fyringssæson taber mere varme, end det henter – som de fleste vinduer gør – har det et ”negativt energitilskud”.
Men der findes også vinduer med ”positivt energitilskud”. Disse vinduer kan faktisk give et bidrag til husets opvarmning i fyringssæsonen.