Tag eller tagetage
Der er forskellige krav i forhold til, om du renoverer eller skifter dit tag.
Når hele tagkonstruktionen udskiftes
Hvis du udskifter hele tagkonstruktionen inklusive spær og andre bærende dele, skal den nye konstruktion isoleres, så den lever op til Bygningsreglementets krav.
Kravene gælder også, hvis du kun udskifter tagkonstruktionen i en del af huset, f.eks. kun den ene ende af huset, den ene fløj i et vinkelhus eller den ene side af et tag.
Der er 2 krav i forbindelse med udskiftning af tagkonstruktioner:
-
Der skal isoleres, så U-værdien (varmetabet) bliver mindre end 0,12 W/m2K.
Kravet gælder for lofter (uanset om der er loftrum eller isolering direkte mod skråt eller fladt tag) og for skråvægge og skunkvægge. U-værdien er normalt god nok, hvis der er mindst 300 mm isolering. Men få en fagkyndig til at tjekke din konstruktion og isoleringstype, så du er på den sikre side.
-
Hvis der er tagvinduer eller ovenlyskupler, skal samlingen mellem tag og vindue udføres, så linjetabet (varmetabet) i samlingen højst er 0,1 W/mK
Energiløsninger til ovenlys
Når du renoverer tag eller tagetage
Bygningsreglementet kræver efterisolering, hvis du renoverer dit tag eller din tagetage. Kravet gælder dog kun, hvis efterisolering kan betale sig.
Typiske eksempler
Herunder kan du se typiske eksempler på, hvornår der er krav, og hvad de går ud på.
Eksemplerne er en vejledning til, hvad der normalt er rentabelt. Der kan være forhold i den konkrete bygning, som gør, at isoleringsarbejdet ikke er rentabelt.
I eksemplerne er der regnet med isoleringsevne som almindelig mineraluld (λ (lambda): 0,037 W/mK). Hvis den isolering, du allerede har eller ønsker at bruge, er af en anden type, skal der tages hensyn til det. Det kræver tykkere isolering, hvis λ er større end 0,037 W/mK. Tjek med en fagmand, hvad kravet så er.
Loftrum
Gælder kravene for mit hus?
Hvis du kun har 175 mm isolering på loftet, eller endnu mindre, kan det normalt betale sig at efterisolere. Og hvis det kan betale sig, har du pligt til at gøre det.
Hvordan opfylder jeg Bygningsreglementets krav?
Der skal normalt være ca. 300 mm isolering i alt - eller en U-værdi på højst 0,12 W/m2K - for at du overholder Bygningsreglementets krav.
Skråvæg og loft - isolering indefra
Gælder kravene for mit hus?
Hvis din tagkonstruktion kun har 150 mm isolering, eller endnu mindre, kan det normalt betale sig at efterisolere. Og hvis det kan betale sig, har du pligt til at gøre det.
Hvordan opfylder jeg Bygningsreglementets krav?
Der skal normalt være ca. 300 mm isolering i alt - eller en U-værdi på højst 0,12 W/m2K - for at du overholder Bygningsreglementets krav. Men spærenes tværsnit er sjældent så højt. For at opnå en isoleringstykkelse på ca. 300 mm må du derfor tilføje en konstruktion, en såkaldt ”påforing” – enten udvendigt eller indvendigt.
Skråvæg og loft - isolering udefra
Gælder kravene for mit hus?
Hvis din tagkonstruktion kun har 150 mm isolering, eller endnu mindre, kan det normalt betale sig at efterisolere. Og hvis det kan betale sig, har du pligt til at gøre det.
Hvordan opfylder jeg Bygningsreglementets krav?
Der skal normalt være ca. 300 mm isolering i alt, for at du overholder BR18’s krav. Men spærenes tværsnit er sjældent så højt. For at opnå en isoleringstykkelse på ca. 300 mm må du derfor tilføje en konstruktion, en såkaldt ”påforing”.
Skunkrum
Gælder kravene for mit hus?
Hvis du kun har 200 mm isolering, eller endnu mindre, i skunkrummet, kan det normalt betale sig at efterisolere. Og hvis det kan betale sig, har du pligt til at gøre det. Kravet gælder både lodret og vandret skunk.
Hvordan opfylder jeg Bygningsreglementets krav?
Der skal normalt være ca. 300 mm isolering i alt - eller en U-værdi på højst 0,12 W/m2K- for at du overholder Bygningsreglementets krav.
Fladt tag - isolering indefra
Det vil typisk være mere besværligt at isolere indefra end udefra.
Gælder kravene for mit hus?
Hvis din tagkonstruktion kun har 100 mm isolering, eller endnu mindre, kan det normalt betale sig at efterisolere. Og hvis det kan betale sig, har du pligt til at gøre det.
Hvordan opfylder jeg Bygningsreglementets krav?
Der skal normalt være ca. 300 mm isolering i alt - eller en U-værdi på højst 0,12 W/m2K- for at du overholder Bygningsreglementets krav. Du behøver dog ikke isolere mere, end at der stadig er 2,3 meter til loftet.
Fladt tag - isolering udefra
Gælder kravene for mit hus?
Hvis din tagkonstruktion kun har 75 mm isolering, eller endnu mindre, kan det normalt betale sig at efterisolere. Og hvis det kan betale sig, har du pligt til at gøre det.
Hvordan opfylder jeg Bygningsreglementets krav?
Der skal normalt være ca. 300 mm isolering i alt, for at du overholder BR18’s krav.