Skift til luft til luft - varmepumpe
En luft til luft-varmepumpe er en billig og driftssikker måde at opvarme dit sommerhus eller supplere varmen i dit helårshus. Det er særligt oplagt, hvis du ikke har et vandbårent varmesystem.
Varmepumpen giver 4-6 gange mere varme for pengene end traditionel elvarme.
Lovkrav
Luft til luft-varmepumper med energimærke A+ opfylder EU's ECOdesignkrav om energieffektivitet. Hvis kølemidlet i varmepumpen har en lav klimapåvirkning (GWP) under 150, er det tilladt at nøjes med energimærke A.
Du får den største energibesparelse med energimærke A+++ eller bedre.
Varmepumpens udedel må højst støje med 35 dB i skellet til naboerne. Håndværkeren kan hjælpe med at vurdere det.
Sådan foregår installationen – punkt for punkt
1. Før du får den
Vælg varmepumpe
Vælg en varmepumpe i samarbejde med håndværkeren. Vi anbefaler en model med energimærke A+ eller bedre, der duer i dansk vintervejr – og har en nedre temperaturgrænse på 8-12 °C, hvis den skal holde sommerhuset frostfrit.
2. Når du får den
Udedelen monteres
Håndværkeren monterer varmepumpens udedel på et fast underlag og hævet over jorden, så sne og blade ikke går ud over driften.
Indedelen monteres
Håndværkeren monterer varmepumpens indedel, og forbinder med udedelen ved hjælp af et rør gennem væggen. Så sættes den til, og du er i gang. Det hele gøres som regel i løbet af én dag.
3. Når du har den
Søg reduceret elafgift
Du kan typisk spare omkring 5.000 kr. om året ved at få reduceret elafgift, når du varmer med varmepumpe. Du behøver kun at søge om det én gang:
Når varmepumpen er sat op og registreret i BBR-registeret, kan du søge om reduceret elafgift hos dit elselskab – hvis altså varmepumpen er din primære varmekilde. Det gælder kun, hvis det varme brugsvand også varmes op med el, f.eks. med en elvandvarmer eller en brugsvandsvarmepumpe.
Den nedsatte elafgift gælder dit strømforbrug ud over 4.000 kWh om året.
Aftal årligt eftersyn
Aftal et årligt eftersyn med håndværkeren, så du får det bedste ud af din varmepumpe. Hvis varmepumpen indeholder mere end 1 kg kølemiddel, skal kølekredsen efterses mindst 1 gang årligt af en fagperson med den fornødne uddannelse.
Det skal du vide
Lovkrav er ikke nok
Selvom en varmepumpe lever op til Bygningsreglementet, er den ikke nødvendigvis blandt de mest effektive – og måske fungerer den dårligt i det danske klima. Så brug huskelisten til håndværkeren nedenfor.
Vælg en VE-godkendt installatør
Brug en VE-godkendt installatør, så er du sikker på, at håndværkeren kan installere anlægget korrekt.
Du kan få den på abonnement
Det er muligt at få luft til luft-varmepumpe på abonnement, hvis du vil slippe for en større investering.
Din ønskeliste til håndværkeren
Vis ønskelisten til håndværkeren for at få en løsning, der sparer energi.
Energimærke A+ eller bedre
Vælg en varmepumpe med energimærke A+ eller bedre. Du får den største besparelse med energimærke A+++.
Varmepumpe fra Varmepumpelisten
Varmepumperne på listen overholder alle lovkrav, og er testet af et uafhængigt testlaboratorium.
Varmepumpe til vinterdrift
Varmepumpen skal kunne klare lange, kolde vinterperioder ved f.eks. -10 °C.
Varmepumpe til at holde sommerhuset frostfrit
Hvis varmepumpen skal bruges til at holde f.eks. et sommerhus frostfrit, er det vigtigt, at den kan indstilles til en fast temperatur på 8-12 °C.
Hårdfør udedel i kystnære områder
Vælg en model med udedel i rustfrit stål eller anden vejrbestandig coating, hvis boligen ligger i kystnære områder med salt og havgus i luften. Placer gerne udedelen væk fra havet, særligt ved vestvendte kyster.
Mere inspiration
Overvejer du at renovere din bolig?
Renover dit hus og hold bedre på varmen. Det giver dig en mindre varmeregning og dit hus bliver tættere. Vores eksperter hjælper dig godt i gang - og videre.
Hvilken type varmepumpe skal du vælge?
Varmepumper er en af de mest effektive måder at varme dit hus. I guiden her kan du blive klogere på, hvad en varmepumpe er, og hvilken type der passer bedst til dig og dit behov.
Fortsæt de gode energivaner
Se her på siden, hvordan du bedst sparer på energien lige nu.